Retorisk Virkemidler

Hvordan bruger Ulla Dahlerup, journalist og kandidat for Dansk Folkeparti ved Europa-Parlamentsvalget, sine retoriske evner når hun holder tale? Talen blev trykt i Politiken d. 23. september 2003. Mange politikere og andre store talere, bruger visse retoriske midler når de skal holde en tale, hvor de skal have et budskab eller en information til at trænge ind hos lytterne. En del af det at være en god taler er, at fange lytterne med det samme. Det er vigtigt for en god taler at have gjort op med sig selv, hvilket publikum man satser på at fange og det er utroligt mange politikere gode til. En god taler har gennemarbejdet og disponeret sin tale med omhu. I en artikel i Weekendavisen d. 7. september 2007, skriver Jonathan Wichmann om kunsten at tale godt. Han udlægger de tre appelformer, som oprindeligt er Aristoteles’ påfund. De tre appelformer, kaldet Logos, Ethos og Pathos, bruges af mange politikere, som vil noget bestemt. Logos er logikken, som bruges når der skal gives f. eks. en masse information. Dette kunne være årstal, opgørelser, statistikker eller lignende. Ethos er appelformen hvor taler skal opnå en lytters tillid. Dette kan gøres ved at fremstille forskellige løfter om f. eks. skattestop. Taler udlægger en plan for hvordan dette kan realiseres, og er det en gennemarbejdet tale, ville langt de fleste have tillid til at det KAN realiseres. Sådan bruges Ethos ofte. Den tredje appelform, Pathos, taler direkte til lytterens følelser. Pathos kunne f. eks. bruges når der snakkes ældrepolitik. Taler lægger ud med at fortælle om de ældre, og om hvor meget der skal nedskæres alle steder, så de også er nødsaget til at skære væk fra ældreområdet, hvilket betyder at ældre nu kun bliver plejet 2 min. om dagen. Dette taler direkte til folks følelser, og man får straks en følelse af, at man må gøre noget og, at det ikke kan passe, og på den måde er en lytter blevet til tilhænger. Dette er de tre appelformer og enhver politiker der vil til tops, må have et klart indblik i disse appelformer og må forstå at bruge dem rigtigt for at få bedst muligt udbytte af sin tale. Pernille Steensbech Lemée, som indgår i Wichmanns artikel, kommer med nogle eksempler på politikere, som har været dårlige til at behandle alle tre former, men lagt for stor vægt på den ene. Som et eksempel på overbetonet Logos nævner Lemée, Mogens Lykketoft. ” Han havde Logos som udgangspunkt, fordi han er en blændende, vidende og klog politiker, men han formåede ikke at få noget mere billedrigt og noget med personlig gennemslagskraft ind over”. Lemée fortæller, at