Uran er det 92. grundstof i det periodiske system, og det har en massefylde på ca. 19,1 g/cm3.
Historie
Stoffet Uran har været brugt af mennesker langt før man senere hen begyndte at bruge det til at producere energi, og føre krig med. Faktisk så langt tilbage at man har kunnet spore det tilbage til år 79, i keramisk glasur, fra byen Napoli i Italien. Dengang blev det brugt til at farve keramikken, da Uran afgav en svagt gullig farve til det glasur eller ler det blev tilført.
Da anvendelsen af Uran blev ”genopdaget” senere i det 19. århundrede, var den eneste kilde til stoffet, nogle gamle sølvminer i Joachimsthal i Bøhmen. De lokale glasmagere vogtede hemmeligheden bag deres gule farvestof og dets kilde så længe det lod sig gøre, men det holdt ikke evigt. Æren for opdagelsen af grundstoffet uran tilskrives den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth, som i 1789 påviste det i mineralet begblende. Han opkaldte det efter planeten Uranus, som den engelske astronom William Herschel havde opdaget 8 år tidligere. Eugene-Melchior Peligot isolerede rent, metallisk uran i 1841, og Lloyd & Summerfield fra Birmingham i England var de første til at bruge stoffet forretningsmæssigt, som farvestof i glas. Henri Becquerel kom ved et tilfælde på sporet af fænomenet radioaktivitet, da han i 1896 ville undersøge forskellige uranholdige salte. I 1933 opdagede forskere, at uran kan bruges til at fremstille energi, og siden har stoffet været brugt til atomkraft, og krigsførelse, over hele verden. Især under den kolde krig er Uran blevet brugt til atom ubåde, hvoraf størstedelen af dem nu ligger på bunden af havet, størstedelen af dem i Kolabugten, der er en fjord i det nordlige ishav, hvor strålingen fra uranet ødelægger miljøet.
Det er gratis at oprette en konto