Giraffens bedste ven

En giraf, som lå og sov i sit leje, blev vækket af fuglenes morgensang, der sang vidunderligt og smukt i det varme og stille ø. Med et stort gab og et stort smil på læben, vågnede giraffen op. ’’Sikke en dejlig dag’’, råbte han til fuglene, der sang videre. Fortørnet gik giraffen hen til søen og ville drikke noget koldt vand, for at slukke tørsten. Da giraffen var midt i at drikke vand, hørte han noget stor brølen. ’’Den lyd kan jeg genkende, for jeg har hørt den før! Jeg er 99,5 % sikker på, at lyden kommer fra en stor brølende løve’’, sagde han med en kold stemme. Giraffen stod i et par minutter og tænkte sig om hvad mon der var sket eller om han skulle hjælpe løven?. En lysende pære stod ovenfor hovedet af ham. ’’Det man giver får man igen!’’, sagde giraffen med et modigt stemme. ’’Hvis nu jeg hjælper løven, så får jeg positive tanker og måske endda en hjælp af selve løven’’. ’’Afsteeeeeeeeed’’, råbte han efter de andre dyr og løb. ’’Ja, komnu lad os hjælpe den stakkels løve’’, sagde alle dyrene med et søvnigt ansigt. Med et hurtigt løb og omkring 500 forskellige dyr var de snart nået hen til grænsen af øen. De løb så hurtigt at, de kunne ikke trække vejret længere. Da de nåede, stod alle som stive statuer, med åbne kaber og chokerende ansigt. ’’Hvad glor i på?’’, brølede løven med et vredt ansigt. ’’ Vi troede, der var sket et eller andet med dig, for vi kunne høre dine store brøle, som var virkelig høje’’, sagde de alle sammen på samme tid, med deres forskrækkede og rystede ansigtsudtryk. Giraffen sank et stort klump ned i halsen. ’’Nå? I har bare misforstået situationen. Jeg træner bare til min hals. Det er fordi, for nogle par uger siden, var jeg syg og havde ondt i halsen og jeg kunne ikke brøle og kunne heller ikke sige et eneste ord.’’Lige nu skal jeg træne videre, så skrid med jer’’, sagde løven med et træt ansigt. De stakkels dyr, der havde løb så hurtigt, gik tilbage til hver deres sted med en doven ansigtsudtryk. ’’Din dumme spade! Du fik os til at løbe hele vejen for en dum brøl!’’, sagde pandabjørnen med et hæsligt stemme. ’’Ja, det er rigtigt. Du fik os til, at løbe hele vejen for en latterlig løve! Din høje, dumme og modbydelige giraf! Jeg har aldrig set sådan en dum giraf som dig!’’, sagde aben. ’’Din lille svin, luder og fuckin dumrian!’’, sagde dyrene alle sammen munden på hinanden. Giraffen kunne ikke længere holde det ud. De eneste ord han kunne sige var: ’’Undskyld, kære venner, det var ikke meningen at det skulle ske sådan på den måde! Jeg ville bare hjælpe!’’. Løven så med et meget trist ansigt på giraffen, der hang med hovedet nede og med alle de dyr, der kaldte ham for grimme ord. Løven blev sur og brølede højere end nogensinde. Dyrene blev stille og selve giraffen. ’’Nu skal i høre! Giraffen misforstod situationen og enhver kan misforstå situationer ikke? Han ville hjælpe mig og troede, der var sket noget med mig, og enhver kan hjælpe andre levende væsener! Så lad være med at jagte efter ham med alle disse grimme ord. Er i med?’’, sagde løven med en gnavent stemme. Dyrene var blevet hvide af løvens brøl og forskrækkelse. ’’Ja, vi er med.’’, sagde