Stille, men kontrolleret, rullede den sorte bil ud af indkørslen. Der var dødsstille, det eneste som brød stilheden, var gruset som skred under dækkene. Den gamle Peugeot havde kurs mod Lynge kirke. Tiden føltes længere end den plejede, det var helt ulideligt. Jeg sad og stirrede ned på de sorte bukser, dem havde jeg ikke brugt siden min konfirmation. Jeg kunne mærke en tåre trille ned over kinden, videre ned til hagen, hvor den til sidst slap og blev til en mørk plet på bukserne. Min bedste veninde, som nu lå i kisten, var den type, der elskede alt konkurrence og sport. Alt hvad hun lavede, gik der sport i. Hun var som en søster for mig, en veninde, som man kun får en gang i livet. Vi havde oplevet mange spændende og sjove ting sammen i de 10 år, vi havde kendt hinanden.
Da vi ankom til kirken, var det første der mødte vores blik, de mange blomster og kranse, som var placeret fra indgangen i våbenhuset og helt op til den flot pyntede kiste. Jeg gik med tunge skridt ind og satte mig, der var stadig ingen der brød stilheden, dem der var ankommet sad som forstenet. Det eneste man kunne høre i kirken var ekkoet, af de slæbende fodtrin af personer, som gik hen over det lidt uhyggelige stengulv. Snart var kirken fyldt med mennesker og orglets triste toner begyndte at spille. Den triste musik fik mig til at tænke på alle minderne igen og dette øjeblik ville blive det sidste med min bedsteveninde.
Det er gratis at oprette en konto