Fortællertype = præsten = upålideligVi ved kun hans ”side”Han er selv forelsket i Elise (altid)Hun er skøge! Pga. håndtrykketHan er ikke bedre selv (er forlovet + præst)
Blicher og forfatteren er ikke den samme, de har forskelligeholdningerne Forfatteren(Blicher) har sympati for Elise – se breve: DEN STØRSTE SYND ER IKKE AT ELSKEPræsten kunne handle så mange gange, for at forhindre/stoppe forholdet mellem Elise og MajorenDet er synd for alle. Elise har elsket lægen, men forelsker sig dybt i Major. Hun vælger kærligheden, kærligheden er størst. Hun kunne måske gøre det anderledes så lægen ikke begik selvmordMajoren døder af lungebetændelse
Resume ’Sildig Opvaagnen’ finder sted i byen R*, som jeg-fortælleren der er uddannet præst, kommer til som ganske ung. Her træffer han Dr. L* og hans forlovede, Elise. Efter en del år, hvor både Dr. L* og Elise, samt jeg-fortælleren er blevet gift, og har fået de førstebørn, kommer løjtnant H* og hans kone til byen. Disse tre par bor dør om dør, og bliver rigtig gode venner. De nyder hver onsdag hinandens selskab med musik og mad. De kalder sig Triangelen, men dette trekløver er ikke så trofaste overfor hinanden, som det først kunne antages. En aften hvor alle tre par er til kostumebal, bliver præsten utilpas, og for derfor anvist et afsideskammer, hvor han kan hvile sig. Han bliver dog forstyrret af et par, men pga. mørket kan han ikke se, hvem de er. Kort efter falder der lys ind i værelset, og præsten ser H* og Elise sammen. De ser ikke præsten, men alligevel farer H* op, og siger at de har syndet. Elise begynder at græde. De ved at det er forkert, men trods dette fortsætter de deres forhold selv uden præsten kendskab. År efter ballet bliver major H* alvorlig syg, og da præsten og H*’s kone er hos ham, begynder han at tale ivildelse, og han tiltaler hans kone Elise. Han fortæller at deres hemmelige forhold må ophøre.fortæller om hendes breve, om den hemmelige gang fra hendes til hans hus. Senere kommer Dr. L*til, og majoren taler hæmningsløst videre. Præsten prøver at berolige Fru H* og Dr. L*, og siger, atman jo ikke skal høre efter folk, der taler i vildelse. Men konen finder gangen, og doktoren finderbrevene. I denne tid er Elise bortrejst.Doktoren er knust, og ser ingen anden ende på denne hjertesmerte end døden. Major H* dør af sinsygdom, og da Elise kommer hjem igen, skyder doktoren sig selv for øjnene af hende.KompositionNovellen er skrevet i datid på nær dialogerne, som er skrevet i nutid. Selve historien handler om enerindring, som har mærket jeg-fortælleren dybt. Erindringen starter, og slutter ved doktorensselvmord, mens der i ’midten’ af novellen forløber en kronologisk fortælling om fortiden, fra hvorjeg-fortælleren møder doktoren og Elise, til at L* skyder sig. Dette kaldes bagudsyn 3 , når handlingen der sker i historien nu, egentlig er fortid.Når der er dialoger i nutid samt en jeg-fortæller - en 1.personsfortæller, vil historien virke merelevende, fordi man som læser føler, at man er med i historien. En ulempe ved en jeg-fortæller kanselvfølgelig være, at man kun oplever handlingen gennem et sæt briller, og dermed er man tilbøjeligtil at vælge side, såsom i ’Sildig Opvaagnen’. Selvom vi oplever trekantsdramaet via en, som ikkeer direkte involveret i det, mener vi det samme som præsten, og får derfor sympati med doktoren,og antipati med Elise: vampyren som udnytter mænd for egen vinding. Havde vi haft Elises ellermajorens briller på, havde vi helt klar følt sympati med disse: de stakkels forelskede som ikke kanfå hinanden. Men nu ser, og oplever vi altså situationen gennem præsten, Guds talerør (hvilket erendnu en ting, der gør, at vi tror ham, når han siger mellem linjerne, at Elise er en skøge).
Det er gratis at oprette en konto