Er der tale om en nutidig genoplivning af Biedermeier kulturen, der havde sin storhedstid i 1820’erne, med spidsborgerfamilierne i centrum. Her værnede man om det det hyggelige, det moralske, det idylliske, det trygge, det kendte og det harmoniske. Man tændte op i kakkelovnene og bloklysene, mens man skabte hyggelige rammer i hjemmet, samtidig med at man brugte disse rammer, som en gammel tysk bunker fra 2. verdenskrig, til at beskytte sig mod den ubehagelige og den umoralske omverden.
I artiklen, ”Generation Biedermeier” af Anders Rasmussen fra Politikken, opstilles der en beskrivelse af Rasmussens syn på en ny gruppe af danskere, den nye ”Generation Biedermeier”.
Rasmussen konstruerer parret Andreas og Rikke, to stereotyper, der afspejler Rasmussens ironiske forhold til denne nye generation. Andreas og Rikke bor sammen i deres Villa Villekulla på Vesterbro, de bor pænt med hvide vægge og nyafhøvlet gulve, de kan godt lide at vise, at de er danske og har derfor klassiske danske designmøbler, såsom Svanestolen, Piet Hein-bordet omringet med Syverstolene, og selvfølgelig hænger endnu en dansk klassiker PH-lampen over bordet. I det hele taget en æstetisk hjem. Selvfølgelig! I hjemmet skal alt helst være økologisk, de handler ofte hos den lokale tyrkiske/iranske grønthandler, da de vil støtte integrationen, de synes faktisk at typer som ”ham” grønthandleren, beriger det danske samfund. Derudover har Rikke og Andreas en søn, som først bliver nævnt til sidst, han skal for resten have en god uddannelse, så derfor fik ham rykket fra, at starte på den tosprogede folkeskole, et særdeles upassende sted for Emil, til Den Classenske Legatskole.
Det er gratis at oprette en konto