Analyse af Kristoffer Flakstads kronik 'Generation Y'

Redegørelse og diskussion af Kristoffer Flakstads kronik om generation Y

Af [NAVN A] 2.d.

Kronikken Generation Y, af Kristoffer Flakstad, cand.mag. og forlagsmedarbejder; født i 1977. Kronikken var bragt i Politikken d.3. april 2005.

Flakstads hovedpåstande i denne kronik er at y-generationen er ydmyge overfor autoriteterne i samfundet, at de har en manglende ydeevne, i og med at de forventer en masse af samfundet uden at de nødvendigvis føler de bør yde en modindsats og at de savner svar på verdenen, savner ytringer om hvorfor verden er som den er. Derfor navnet y generationen som oversat fra engelsk hedder hvorfor-generationen.. Ydmyghed, ydeevne og ytring er alle y-ord der passer sig på y-generationen, mener Kristoffer Flakstad.

Det er vigtigt at slå fast at Flakstad betegner y’erne som dem der er født efter Vietnamkrigens afslutning og før murens fald, i den vestlige verden, vel at mærke, hvilket vil sige ham selv inklusiv. Disse påstande uddyber han bl.a. ved at sige at han mener at generation y er forkælede. De er vokset op i den velhavende del af verden og er børn af de hippier, der senere fandt større tilfredsstillelse i materielle goder som designermøbler og kvalitets mad.

Han mener endvidere at dette er smittet af på generation y. Deres hverdag bliver brugt på at shoppe og gå på cafe. Flakstad konkluderer at denne livsstil har gjort y’erne til en flok egoister, der har materielt (menes at de ikke selv behøver at arbejde for føden så længe de er umyndige og desuden sjældent lider nogen virkelig nød i voksenlivet) overskud til at drømme om at blive pop-stjerne, han mener ikke de gør det for at komme med et budskab i kunsten, men mere for at finde et lyspunkt i denne grumme verden. For Flakstad hævder at selvom y’erne har det godt kan de godt se at der er noget galt i verden. De forstår det bare ikke, de har ikke mærket det på egen krop, er ikke direkte involveret i grusomhederne, men kan følge med i det hele fra sidelinjen (på fjernsynet). Begrundelsen for dette, mener flagstad er at denne generation er svage, de kan ikke finde styrken til at gribe ind og gøre noget ved disse grusomheder. De kan bare observere den, mærke den indirekte og drukne den i drømme om et popstjerne-liv. Det er også her y’ernes ydmyghed kommer på banen, ydmyghed overfor autoriteterne i samfundet, som Flagstad siger, er deres kendetegn: hvorfor? et meget spædt tegn på oprør. Ydmyghed er en begrundelse han kommer, men en anden er, som sagt, den manglende ydeevne. Generation y vil hellere have noget fra samfundet end at give noget til samfundet! Samfundet (ikke mindst det amerikanske erhvervsliv) forventer sig store ting af denne generation, dels fordi de er så store forbrugere og dernæst fordi det er en antalsmæssig stor generation, begrundet det store baby-boom i 80’erne. Men de er ikke uden bekymringer, disse forventninger, for generation y er ikke lette at lokke, de sætter selv dagsordenen og den er ikke nødvendigvis ens fra dag til dag. Dette begrunder Flakstad med at de er født ind i en verden i fart. Takket være de mange nye elektroniske medier går flere og flere ting hurtigere og hurtigere og dette kan ikke undgå at påvirke børnene der er født ind i det. Den manglende ansvarsfølelse, er et produkt af de unges opvækst. En masse opmærksomhed, rigeligt med (lomme)penge og en lang barndom inden de skal ud i virkeligheden og tage ansvar for dem selv, resulterer i en generation af forkælede egoister. Kristoffer Flagstad hævder at hvis der overhoved skal komme noget godt ud af generation y, bliver de nødt til at lægge denne egoisme på hylden og finde den spæde stemme, der sætter spørgsmålstegn til uretfærdighederne i verden, frem. De bliver nødt til at finde en fælles ånd.