Mille rejste sig op med sådan en hast, at stolen væltede bagover. ¨Det mener i kraft-edme ikke!¨ Råbte hun så højt, at hele bygningen kunne høre hende. Milles mor, Susanne, så meget bedrøvet på sin vildt ophidsede datter. ¨Jamen, det er jo det, mit job går ud på,¨ svarede Milles far Carsten lidt nedtrykt. ¨Er det en del af dit job aldrig at være hjemme på min fødselsdag?¨ Spurgte Mille endnu mere ophidset end før. ¨Nej, Nej,¨ sagde faren med en rystende stemme. ¨Men det er jo ikke mig, der bestemmer, hvornår vi sejler¨.
Så kom dagen, hvor Milles far skulle sejle. Mille stod som hver gang og var sur over, at han skulle af sted. Men det var alle efter hånden vant til. Milles far kyssede Milles mor farvel. Man kunne se på hende, at hun var ked af at han skulle rejse. Så vendte han sig imod den sure Mille og sagde, ¨vi har fået en ny computer på båden, så jeg vil e-maile til dig hver dag¨. Det gjorde Mille en lille smule gladere. Da han så kyssede hende på kinden og gik om bord på båden, kunne Mille mærke tårene presse på. Hende og hendes mor så stille og triste til, imens båden forsvandt ud imod horisonten.
Det er gratis at oprette en konto