Med mørke anelser aabnede jeg stuedøren. Jeg glanede over mod den hede pejs hvor en dame, iført et langt og slidt kjole, sad og gyngede frem og tilbage i en gyngestol, imens hun sang højlydt. Jeg nærmede mig damen, som sad med ryggen til imod mig, og imens hun var ved at synge sit sidste sørgelige vers, lagde jeg hånden på hendes skulder. Hun fløj op af stolen som en forskræmt hjort, og råbte af fulde lunger ”Stop, lad vær!”. Pludselig blev der stille. Hun kiggede mig i øjnene, og en mærkelig aroma fyldte rummet. Hendes udtryk på ansigtet ændrede sig fra glad til sur, glad til sur. Jeg tvang slimen i min hals ned for at tage mig sammen til at spørge damen: ”Hvorfor synger du så sørgeligt, Cecilia”. Og med et fik jeg en stor hånd klasket over ansigtet ”Hvorfor! Hvorfor forlod du mig!” sagde Cecilia. Jeg prøvede at svare hende ”jeg..” ”Du forlod mig, jeg blev tvunget til at gifte mig med en mand, som ikke kan finde ud af at hugge brænde selv!”. Jeg stirrede ned i gulvet, bange for at se hende i øjnene og indse at jeg selv stod for skud. ”Undskyld Cecilia, Kan du tilgive mig! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Lige siden den dag har jeg stået op på heden, for en dag at finde chancen hvor dine forældre ikke kunne stoppe os fra at elske hinanden!” ”Mine forældre er døde. De døde for 2 år siden. Sammen med min mand”.
Det er gratis at oprette en konto