Referat af Pia Juuls 'Lidt ligesom mig'

Lidt ligesom mig er skrevet af: Pia Juul som er født i år 1962.

Bogen handler om en pige, hvis navn man ikke får at vide. Hun er 12 år. Hun har en mor og en stedfar. Pigen tænker nogle gange på, hvem hendes far er. Hun vil meget gerne have nogle søskende, det ville hun i hvert fald gerne have, da hun var yngre. Men hendes mor siger altid, at hun ikke har en far, men det ved de jo godt begge to ikke passer. For alle har en far. Pigens bedste veninde hedder Ann. Hende har hun altid siddet ved siden af første skoledag, efter sommerferien. Men i år sidder hun ikke ved siden af Ann, men med en pige der hedder Maria. Hun synes det er lidt mærkeligt, at hun ikke sidder ved siden af Ann, når de plejer at gøre det, og de havde også aftalt det i forvejen. Men nu sad hun altså ved siden af Maria, og det havde hun også allerede fortrudt næste skoledag. Men der måtte de ikke bytte pladser for deres lærer. Pigen havde haft dårlig samvittighed, og hun går derfor hjem til Ann og undskylder. Ann er ikke kommet hjem endnu, hun kommer hjem lige i det pigen banker på døren. Pigen spørger om hun ikke må komme ind, men Ann siger det ikke er så godt et tidspunkt, for hendes far er syg, og lige er kommet på sygehuset. Så tager pigen hjem til sig selv. Hun går ind på sit værelse, og der ligger et brev, selvom hun ellers aldrig plejer at få breve. Det er mystisk. Det er et lillebitte brev, med et lille frimærke der sidder på skrå. Pigen åbnede brevet og der stod: ”Kom op i tårnet i dag kl. 21.00”. Det var meget mærkeligt. Hvilket tårn? Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre eller tænke, Der var da ingen tårne i den lille by, de boede i. Kun kirketårnet, var det mon det? Det mærkeligste af det hele var, at der ikke var nogle afsender på brevet. Hun tog op i kirketårnet kl. 21.00, men der var ikke nogle deroppe. Kun en konvolut. Hun tog den med hjem og åbnede den. Det var nogle gamle fotografier. På det ene fotografi var der en dame, og to andre voksne i baggrunden. Hun kiggede meget længe på billedet. På det andet var et billede af den samme dame, med en barnevogn. Hun kiggede meget længe på begge billederne. Hvem var det der var på billederne? Hvem er det mon der er i barnevognen? Er det mig, tænker hun! Efter hun havde lagt længe og tænkt på det, lagde hun sig til at sove. Næste dag skulle hun i skole, hun tager næsten altid bussen om morgenen. Da hun skal hjem med bussen, kommer hun til at tænke på billederne, selvom hun prøver at lade være. Hun synes selvfølgelig det er spændende, og selvom hun altid havde ønsket sig nogle fotografier af sin familie som hun tror det er, så bliver hun alligevel nervøs ved tanken. Der er noget mærkeligt ved billedet. Efter et par dage får hun et brev mere, og et brev mere. Men så beslutter hun, at finde ud af hvem det er der sender de breve til hende. En dag pjækker hun fra skole, og går op i tårnet. Der ser hun, at det er Ursula, en pige som hun kender i forvejen nede fra kroen. Hun er 19 år. Hun bliver lidt forskrækket over at se hende, men så spørger Ursula, om hun ikke ville med hjem til hende så hun kunne forklare det hele. Det ville hun gerne. Da de kom hjem til Ursula spurgte pigen om, hun kendte hendes mor. Det sagde hun nej til. Men jeg kender din mormor. Det kan pigen ikke forstå og fortæller at mormoren er død. Så spørger Ursula, hvem har sagt til dig at din mormor er død? Min mor svarede hun. Der blev stille og så fortalte Ursula, at det ikke var så længe siden hun havde lært hendes mormor, at kende. Men at hun er vældig sød. Så fortæller Ursula, at mormoren meget gerne ville mødes med pigen. Det siger hun ja til. Mormoren bor i Odense. De tager derhen næste dag. Da de kom hen til mormoren smiler hun. De kommer ind og snakker lidt. Så spørger pigen, om det var hende der lå i barnevognen. Det svarer mormoren nej til. Det er Ursula sagde hun. Nu forstod pigen slet ikke noget. Så sagde mormoren, at Ursula var hendes storesøster og at det var derfor hendes mor og mormor aldrig snakkede sammen, eller så hinanden. Så fortæller mormoren at hun skulle at moren skulle bortadoptere Ursula, fordi hendes mor ikke var særlig gammel på det tidspunkt, da Ursula blev født. Hvorfor havde moren aldrig sagt noget? Så fortæller mormoren, at hun havde været meget ked af, at hun skulle bortadoptere Ursula, og derfor havde moderen sagt til mormoren, at hun ikke ville snakke med hende igen. Pigen begyndte at græde. Nu havde hun både en mormor og en storesøster, på under to timer. Hun var da glad for det, men det var alligevel lidt mærkelig synes hun. Historien slutter med, at pigen får lov til, at besøge sin mormor engang imellem, selvom moren stadig ikke vil have noget med mormoren at gøre.