Analyse af Pia Juuls novelle 'De gales hjem'

Novellen, De gales hjem, indgår i novellesamlingen Dengang med hunden, som er skrevet af Pia Juul i 2005. Pia Juul skildrer gennem novellen et samfund, hvor relationer mellem mennesker bliver utilstrækkelige. Novellens omdrejningspunkt er hovedpersonens måde at takle kriser og forandringer i livet samt hans syn på fortiden, nutiden og fremtid. Gennem skildringen af bipersonernes og samfundets reaktioner på hovedpersonens handlinger og ytringer, er en stærk samfundskritisk anskuelse, hvad især angår postmodernismens overfladiske og hektiske tilværelse, at spore hos Pia Juul. I den følgende litterære artikel vil der være fokus på novellens komposition, og analysen og fortolkningen vil endvidere bære præg af at være psykologisk fokuseret. Afslutningsvis vil artiklen indeholde en genremæssig perspektivering.

Novellen er fortalt i1. person ental gennem en indre synsvinkel, og omhandler, som kort antydet i indledning, en mand hvis kone dør. Den første halvdel af novellen er et flashback, hvor der fortælles om manden og konen, Lillian, der køber et hus i en landsby, som er mandens barndomsby. Her bor de sammen med datteren Bitten. Den nye tilværelse tegner positivt indtil Lillian dør, og den tragiske hændelse forårsager, at mandens tilværelse langsomt nedbrydes indtil en ny nabo, Kirsten, flytter ind. Naboparret lærer hinanden at kende, og det nye bekendtskab udvikler sig til et forhold, som på sin vis redder hovedpersonens eksistens, der ellers står til forfald. Gennem en vekselvirkning mellem flashbacks og nutid dannes der et billede af hovedpersonen som en mand, der har levet et liv, han til dels har fortrudt. Dette skabes gennem den subjektive fremstilling, hvor en indre monolog følges. At man som læser får indblik i hele refleksivitets- og bearbejdningsprocessen gør det muligt at danne sig et billede af personerne i novellen. Der skal tages højde for, at beskrivelserne kan være utroværdige pga. den subjektive fremstilling. Hovedpersonen finder det vanskeligt, indtil han stifter bekendtskab med Kirsten, at slippe fortiden, da den bl.a. er forbundet med savn og ting han har fortrudt. Savnet af hans afdøde kone spiller en stor rolle for ham, og det skaber en berøringsangst for fortiden. Derudover fortryder han bl.a., at han aldrig hjalp Bitten med lektierne og, at han ikke har besøgt Ragna, en tidligere og nu afdød beboer i landsbyen, noget oftere. Flere aspekter fra fortiden binder ham hertil, og en manglende bearbejdningsproces, der med fordel ville have fundet sted umiddelbart efter Lillians død, forårsager en stadig stor refleksion over fortiden, og bibeholder en til dels regressiv livsanskuelse, der finder sted indtil mødet Kirsten, og muligvis også i tiden herefter. Dette lader novellens slutning være op til læseren selv. Hovedpersonens reaktion på, at den nu voksne datter er blevet mor til en søn, vidner igen om hovedpersonens begrænsninger og hans besvær med at se positivt på fremtiden. ”Tag ham væk, råbte jeg indvendig, men jeg råbte det ikke.” Sønnen, Emil, har samme øjne og samme blik som Lillian, hvilket minder ham om den tid de havde sammen. En sådan reaktion vidner om et forsøg på en fortrængning af det han har mistet. Her tydeliggøres den manglende bearbejdningsproces, der ville have muliggjort det for ham at glæde sig over, at hans datter nu er blevet mor. Som modsætning til mandens måde at takle situationen på står Bitten. Hun formår at leve med at savne og mangle sin mor, og til dels også den far hun havde engang, samtidig med, at hun selv lever sit eget liv. Dette vises ved, at hun får sønnen Emil, da han bliver et symbol noget frugtbart, der kan videreføre slægten – altså noget progressivt og fremadrettet modsat mandens regressive tankemønster. Det bør dog bemærkes, at Bittens reaktion på farens bekendtskab med Kirsten – altså hendes reaktion på farens mere fremadrettede syn – er negativt. ”Da hun opdagede, at jeg snakkede med Kirsten, blev hun først glad og senere rasende.” Dette kunne tyde på en modstand fra Bittens side overfor farens positivisme til fremtiden, men tages det generelle billede, der gives af Bittens forhold til faren i betragtning, må hendes første reaktion vægtes højst i tolkningen. Det fortælles nemlig gentagende gange i novellen, at Bitten rusker faren for at få ham til at vågne op og komme videre. Dette vidner altså om et ønske om forandring fra Bittens side. Umiddelbart ser det ud til, at der sker et positivt skift da en ydre faktor, Kirsten, kommer i spil, hvormed det bliver muligt for ham at komme videre i tilværelsen. I forbindelse med, at han har inviteret Kirsten på besøg, går det op for ham, at han var så usoigneret, at det ikke kunne være nogen fristende invitation, og at huset ikke var tjenligt til fremvisning. Hovedpersonen formår altså ikke selv at komme videre, men behøver et andet menneske til at vække en optimisme og en tro på fremtiden. Dette er en interessant sammenhæng, som underbygger Pia Juuls kritik af det postmoderne samfund, som i den grad lider under mangel på medmenneskelighed og solidaritet. Kritikpunktet tydeliggøres yderligere i novellen, da hovedpersonen fortæller om en episode, hvor han i afmagt og sorg over Lillians død gik og græd på gaden, hvor der var folk, som så ham: ”[…]og der var ikke nogen, der kom hen og hjalp mig.” En yderligere samfundskritisk holdning hos Pia Juul er at finde i hovedpersonens gengivelse af det nye par, der er flyttet ind i Ragnas gamle hus. Huset var førhen hvidkalket, og grundet parrets tidsmangel, har de nu valgt at male huset i stedet. Den førhen nydelige have er ligeledes blevet erstattet med fliser pga. samme årsag. Her fremstilles en kritik af postmodernismens travlhed, som skaber risiko for en usund og hektisk livsstil, der har overfladiske relationer, øget individualitet samt et facadepræget samfund som resultat. Det værdifulde og traditionsbundne som den frodige og velpassede have samt de hvidkalkede vægge erstattes med en facade, der skabes af billige materialer, som passer ind i det travle moderne liv. Novellen giver endvidere en fremtidsvurdering af denne udvikling og påpeger, at det ikke er holdbart: ”[…]det skal de nok komme til at fortryde,[…]” Haven blev førhen passet omhyggeligt af Ragnas søn, Ingeman, som nu er kommet på plejecenter – tidligere kendt under navnet De Gamles Hjem. Bogstavet M er manglende, og navnet bliver derfor De Gales Hjem. Her kommer novellens titel i spil, da den humoristisk opstillede lighed mellem de gale og de gamle, tydeliggør et af novellens budskaber, nemlig frygten for at blive gammel og værdiløs. Ingemans tidligere foretagender i haven er med den hastige samfundsændring blevet værdiløse idet haven er blevet erstattet med fliser. Hos hovedpersonen ses der ligeledes en frygt for det at blive gammel og ikke at have opnået det i livet, han gerne ville. Denne groteske form for humor er et gennemgående virkemiddel, som anvendes til at belyse alvorstunge emner i Pia Juuls værker. Et yderligere virkemiddel er, som antydet tidligere, den interessante komposition, hvor en vekselvirkning mellem flashbacks og nutid kombineret med den humoristiske og ironiske tone bl.a. gør fortællingen dynamisk, hvilket gør læsningen interessant samtidig med, at det samfundskritiske budskab underbygges. Ydermere tydeliggøres hovedpersonens angst for at slippe fortiden og den manglende evne til at se positivt på fremtiden via flashbacks og ved de bemærkninger, der er knyttet hertil: ”Det vidste vi jo ikke endnu, der var så meget, man ikke vidste endnu[…]” Her konstaterer hovedpersonen, at fremtiden er uforudsigelig og farlig, og kan rumme mange negative overraskelser, hvilket skaber grobund for angsten.