”Min sparksplade er forsvundet.” Allerede i første linje lykkedes det for novellen at gøre mig forvirret. Jeg tænkte, at det måske havde noget at gøre med en plade man sparker til, men der tog jeg fejl. Novellen starter in medias res og udnytter det til fulde. Man bliver kastet direkte ind i handlingen uden nogen som helst idé om hvad der egentlig sker. Man finder hurtigt ud af, at ”sparkspladen” er en lp som manden (Bo) ifølge damen (Lone) har taget. Bo har ikke taget lp’en, men han siger, at det er ham, der har taget den, selvom det ikke er. Jeg kan ikke forstå Bo’ tankegang. Jeg forstår ikke hvorfor han siger, at det er ham der har taget den, når det egentlig ikke er. Det er som om, at han er bange for hende. Han virker som den der er under tøflen i deres forhold. Ham, der bliver bestemt over. Det lader til at Lone ved, at hun har magten og, at hun virkelig udnytter det. Det fremgår i teksten, at skænderier som dette, er sket flere gange, i linjen:” Han var udmærket klar over, at denne gang risikerede han den helt store tur.” Jeg synes også, at man nogle gange får et indtryk af, at han virkelig gerne vil opretholde deres forhold, selvom hun er direkte ond mod ham og beskylder ham for tyveri.
Det er gratis at oprette en konto