Analyse af Jan Sonnergaards novelle 'Kimono mit hus'

Forfatteren Jan Sonnergaard er født i 1963, og er opvokset og bor i København. Tematisk beskæftiger Sonnergaard sig primært med en kritik af tilværelsens meningsløshed i 1990'ernes Danmark. Han skriver i et meget direkte og ofte provokerende sprog

Novellen handler om det unge kærestepar Lone og Bo. Lone har tilfældigvis mistet sin elskede

sparksplade, hvorefter Lone beskylder Bo for at have den, og det fører til at stort skænderi mellem

dem. Bo tager det hele i sig og fortæller, at det er ham, der har taget den og køber efter et par

dage en ny cd til hende. Men Lone er ikke tilfreds med gaven, han har givet hende og det munder

ud i en længere pause i deres forhold, hvor de ikke er på talefod.

3 uger senere finder de frem til at mødes til en forsoningsmiddag. De mødes hjemme i Lones

lejlighed til en middag bestående af pastasalat.

Da Tobias kommer hjem til Lone, overtager han rollen som Bo skulle have haft, og ligeså stille bliver Bo faktisk den som Tobias burde være. Han bliver den som sidder høfligt og lytter, og siger ikke meget. Da Tobias indrømmer det er ham der har taget pladen, bliver Lone meget forbløffet og kigger på Bo, men bo tier stadig. Alligevel vælger hun at stadig at beskylde ham for, hvorfor han ikke havde sagt det fra starten. Jeg synes også de sidste 4 ord af novellen er utrolig relevant! Ordene ”Men sådan var det” beskriver, at ingen af dem har udviklet sig gennem deres skænderi eller deres forhold, de holder det samme mønster. Det betyder at, sådan har deres forhold altid været, sådan er det, og sådan bliver det ved med at være.