”Aminas breve” er en barsk og virkelighedstro historie, den er skrevet i et lige-ud-af-landevejen-sprog, hvilket jeg synes gør den lettere at forstå og dermed kan man fornemme sig situationen af det der er skrevet og samtidig se billederne for sig.
I romanen følger man Janus fra han bliver udskrevet og gennem sin søgen efter Amina, frem indtil han vælger at lade sig indlægge igen. Der er ingen kringlede tanker i romanen eller lange udredninger gennem handlingen, man får kun nogle få tilbageblik på Janus’ tid på den lukkede og fra hans barndom, hvilket jeg synes gør det nemmere at holde fast i handlingen og det der egentlig prøves at vise os ”normale” mennesker. Derudover er der også brevene som Amina skriver til ham.
Ud fra måden romanen er skrevet på føler man som læser at man er inde i Janus’ hoved. Der er ikke noget filter, man får blot alle personernes handlinger og følelser af hvor sære de er, lige meget hvordan vi end opfatter dem.
Der er nogle temaer, konflikter og motiver i romanen jeg synes er vigtige, den giver et helt andet syn på hvordan det er at være anderledes end så mange andre. Efter at have læst romanen sad jeg og tænkte på hvad ”Janus’ forår” betød og der var også mange andre ting der gav stof til eftertanke.
Det er gratis at oprette en konto