Analyse af Jonas T. Bengtssons 'Submarino'

Fortæl altid, hvilken fortællertype vi har med at gøre. I de første linjer.

Husk: Din modtager skal kunne læse din analyse uden at have læst romanen.

Submarino – Del 1 ”Ivan”

Mange har prøvet at miste en person i sit liv, fordi personen valgte noget andet frem for dig.

Man mister en meget vigtig person i sit liv, og man får meget svært ved at komme videre. Ingenting giver længere mening og man ved ikke hvordan eller hvor man skal kæmpe videre.

Det hele handler om, ikke at falde ned i hullet, for så bliver det næsten umuligt at komme op igen. Ens nærmeste personer i livet fungerer som en støttepæl. Man bruger dem til at holde sig på den rette vej, og dermed leve et ordentligt liv.

I denne bog ”Submarino”, skrevet af Jonas T. Bengtsson, får vi et indblik i, hvor nemt det er at falde ned hullet, når man mister betydelige personer i ens liv.

Hvor svært det kan være at komme op, gribe fat om sin støttepæl og få hverdagen til at hænge sammen igen.

Bogen er skrevet med en 1. persons jeg-fortæller – ”Jeg viser ham med hånden, at han skal følge med.” (s. 17 linje 16) – og starter i nutid. Man bliver, som noget af det første, indledt af miljøet. Hvilket miljø jeg-fortælleren befinder sig i – ”Døren til fabrikshallen står åben, lyset står ind ad de beskidte ruder under loftet. Rustent jern på gulvet og store snavsede maskiner, der er blevet efterladt.” (s. 17 linje 18-20). Det er et gammelt slidt fitnesscenter, store fyre på steroider med tatoveringer i ansigter og bossen Kamal. Kamal styrer fitnesscentret, og alt hvad der sker indenfor dørene i hans center.