Han kunne mærke hvordan vreden stadig summede i hans krop. Fik ham til at ryste på hænderne. Inderlig vrede over, hvorfor lige netop han skulle straffes med forældre som dem. Klokken var ikke engang elleve endnu, og hans venner var sikkert stadig ude. Hvordan kan man være så uheldig at blive opdaget, når man nu har gemt på det så godt, de sidste par måneder?
Han begreb det ikke, men det var i hvert tilfælde sket. Et sådant ansigtsudtryk som hans mors, da hun så ham, havde han aldrig set før. Som om han var en slags storforbryder el-ler massemorder.
Helt ærligt, hvor slemt er det lige? Og så bliver man sat i forhør! Tss..
De var rasende, skuffede. Det er de for så vel stadig. Altid så hellige og blåøjede. Der blev råbt og skreget nede i stuen, og de glemte vel, hvad skænderiet egentlig handlede om. Alt blev pludselig bragt på banen, hvilket resulterede i, at han blev smidt op på værelset for at køle ned.
Der lå han så. Stadig med kinden trykket ned i gulvet. Den begyndte efterhånden at blive øm, så han rejste sig op, og lagde sig over i sengen. Så mange tanker drønede rundt i hans hoved. Både ham og hans forældre savnede vel den tid, hvor han var lille og uskyldig. Alt var nemmere dengang. Simpelt. Men han begyndte at tænke over tingene, og danne sine egne meninger. De forældre som han så så meget op til, var nu blevet en ren plage for ham. Al den vrede i hans krop var efterhånden blevet overtaget af sørgmodig-hed. Før var han så sikker på, at han aldrig ville sige undskyld til dem, for det var jo ikke hans fejl. Selvfølgelig var alting deres skyld. Han havde aldrig overvejet, at han også kunne gøre noget galt.
Det er gratis at oprette en konto