'Sixteen' af Rikke Brund

Han sad på sit værelse, og skulle i gang med sine lektier, men det magtede han ikke rigtig. Alle hans venner skulle i byen, og han synes, det var træls, at han ikke måtte komme med for sine forældre. Han blev enig med sig selv om, at han vil hoppe ud af vinduet og tager med de andre i byen. Han skulle lige til at hoppe ud af vinduet, da han blev i tvivl om hans forældre ville finde ud af, at han ikke sad på sit værelse og lavede lektier mere. Han stod med det ene ben ud af vinduet og med det andet på gulvtæppet. Han stod og tøvede i 5 minutter, før han blev enig med sig selv om, at hoppe ud. Han listede forbi køkkenvinduet og videre hen imod indkørslen og ud på vejen. Han løb hen ad vejen og kiggede hele tiden tilbage, for at se om hans forældre havde set ham. Hans hjerte bankede hurtigere og hurtigere, han kunne mærke at det hele ville gå galt. At hans forældre opdagede det og at han vil blive låst inde på sit kedelige værelse i en hel uge. Han begynde at tage farten af sit løb og gik rasten af vejen hen til byen. Han så at hans venner stod udenfor diskoteket og røg en smøg. Hans bedste ven stod med en rød LA smøg i sin venstre hånd og et glas vodka i den anden. Han gik han til sin bedste ven og spurgte om en smøg. Hans ven svarede ”du ryger da ikke Jonas?” Men den aften havde han bare lige lyst. Da han tænde smøgen gik alt i sort for ham. Alle hans tanker kørte rundt. Var det nu en god ide at begynde at ryge og var det nu smart, at jeg hoppede ud af vinduet? Tankerne kørte bare rundt og rundt og rundt. Han kom ind på dansegulvet og dansede med en anden pige. Han synes hun så bekendt ud, men hvor han havde set hende før kunne han bare ikke finde ud af. Mens han stod og dansede kom de trælse tanker igen, hvorfor hoppede jeg ud af det vindue? Kunne jeg ikke bare havde spurgt dem en ekstra gang eller så skulle jeg måske bare havde blevet på mit kedelige værelse? Pludselig hører de nogle skrige henne i hjørnet af diskoteket. Ham og nogle andre løb der over med det samme. Det var slåskamp mellem to drenge og to piger. Alle står og kigger på og råber og skriger af dem. Alle synes det var mega fedt. Men efter noget tid, kunne de hører politiet udenfor. Alle løb væk, men politiet fik, fandt i vennerne og ham. Nu gik hele hans liv i sort. Politiet kørte ham hjem til hans forældre, for at aflever ham. Hans forældre sad inde i stuen og så fjernsyn. Politimanden åbnede kører for ham og gav ham er hånd ud af bilen. Hans hjerte begynde at banke hurtigt, hans hænder blev helt svedige og når han skulle prøve og sige noget stammede ordene ud af ham. Han stod uden foran hoveddøren. Han kunne mærke hans fars åndedrag ud gennem døren. Nu ringede de på døren og faren kom ud og åbnede. Han så sin fars vrede øjne kiggede på ham og politiet gik. Jeg blev smidt op på mit værelse og lagde sig i sengen. Selv når han lå helt stille og pressede sit øre ned mod gulvtæppet, kunne han ingenting høre. Ingen suk. Ingen host. Ingen hark. Ingenting. Men de var der stadig. Begge to. De sad dernede og slubrede i deres Merrild, mens mørket langsomt faldt på. I hver deres stuehjørne. I hver deres forskruede verden. Han kunne mærke, hvordan stilheden fulgte dem rundt i huset. Hvordan tavsheden åd sig ind på dem, mens de prøvede at får hold på tankerne. Mens de forsøgte ikke at lade sig påvirke. Mens de rørte rundt i kaffen. Rørte og rørte. Det var latterligt. Helt til grin. Hvor mange andre sekstenårige fik stuearrest? Hvor mange andre burede deres børn inde på den måde? Hvor mange andre beordrede ligefrem deres søn tal at angre? De er gamle, det var derfor, han først havde lagt mærke til det. At han som tiårig brugte vendinger som ældre end Metusalem og ord som ulødig og uvorn. Udtryk som ingen andre i klassen kendte. Oldnordiske forældre med oldnordiske principper. Det var til at brække sig over.