Sixteen

Han lå stadig og prøvede at lytte. Men han kunne ingenting høre. Han havde mest af alt lyst til at gå ud at råbe dem i hovedet. Men samtidig havde han slet ikke lyst til at se dem. Det var jo ikke hans skyld, det som var sket aften før. Han havde bare været der. Hvorfor skulle det hele gå udover ham? Han havde i hvert fald ingen intentioner, om at skulle angre noget som helst. Pludselig kunne han høre skridt, og skyndte sig op i sengen og lod som om han sov. Det sidste han ville, var at tale med sine forældre. De forstod ingenting alligevel. Det var som om at han slet ikke måtte leve sine teenage-år ud. Hvis det stod til forældrene, så skulle han vel bare sidde hjemme hver aften og lave lektier og hvis der ikke var lektier, så kunne han da lave noget andet klogt. Han var rasende. Hvordan kunne de bare finde på at give ham stuearrest, uden overhovedet at høre hvad der egentlig var sket fra hans side af? Han var bare blevet hentet, uden at de havde spurgt indtil noget som helst. Det eneste som de havde sagt, var at han havde stuearrest de næste 14 dage. Hans mobil havde de også valgt at tage. Nettet havde de slukket, så han havde heller ingen mulighed for at bruge computer. Døren blev åbnet. Det var hans mor. Først stod hun og kiggede lidt, også sagde hun at han skulle komme ind i stuen også gik hun igen. Sådan et ansigtsudtryk havde han aldrig set før. Det var som om at han havde lavet en kæmpe forbrydelse eller tog stoffer. Han kiggede hurtigt hen på vinduet, fristelsen var der. At hoppe ud at vinduet. At få frihed, komme væk herfra. Men alligevel kunne han ikke få sig selv til at gøre det. Han kunne pludselig høre sten mod ruden. Han skyndte sig hen for at kigge, og så med det samme Mikkel stå derude. Først gik han lidt i panik. Hvad lavede han her? Var han gået helt fra forstanden? Han vidste da at han havde fået stuearrest og forældrene var rasende. Hvis de opdagede han var her, ville de blive endnu mere rasende. Han hørte sin mor råbe på ham nede fra stuen. Han gav tegn til Mikkel, om at han skulle forsvinde med det samme og skyndte sig ned i stuen. Da han kom ned, sad hans forældre stadig i hver deres stue hjørne. Der var længe en rigtig irriterende tavshed. Hans mor kiggede ham dybt i øjnene, det var næsten helt ubehageligt for ham. Det var i hvert fald ikke noget han brød sig om!Han begyndte næsten helt at få dårlig samvittighed. Lige indtil hans far, som var vred, begyndte at råbe. Han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Han var bare i chok. De havde længe haft mange skænderier, hans forældre og ham, men aldrig havde han oplevet hans far sådan. Heller ikke hans mor for den sagsskyld. Der blev hurtigt stille igen. Han sad bare og kiggede ned i gulvet. Så prøvede hans mor sig. Hun prøvede at snakke stille og roligt, men det kunne ikke skjules hvor vred hun også var. Det begyndte at gå ham på. Han forstod ikke hvorfor at han skulle straffes så hårdt. Han havde ingen indflydelse på det som skete i går. Han var der bare. Han rejste sig, ville gå op på sit værelse. Hans far sagde med høj tone, at han godt kunne sætte sig ned igen. Faren talte alvorligt. Det ville tage lang tid for ham, at få tillid igen. De næste 14 dage, skulle han passe sin skole, lave lektier hver dag. Hjælpe til i huset, og ingen kammerater med hjem. Ingen mobil, computer eller tv. Så kunne det jo være at han opdagede hvilken fejl han havde lavet. Hvor stor en konsekvens det ville kunne få for hans fremtid. Til sidst sagde hans mor at han aldrig nogensinde skulle bryde sig om at se Mikkel igen. Aldrig nogensinde var han velkommen her igen. Aldrig nogensinde skulle de ses. Det gjorde ham endnu mere rasende. Han løb op på værelset. Hvordan kunne de forbyde ham at være sammen med Mikkel? Dem, som var så gode venner med hans forældre. Hvordan ville det nu komme til at gå. Det var lige før han kunne mærke tårerne presse på. Så gik han hen til vinduet. Hans forældre havde i længere tid, ikke kunne lide at han brugte sin tid sammen med Mikkel. Mikkel var god nok på bunden. Hans bedste ven. Men havde med årene ændret sig på en ret negativ måde. Det var desuden også med Mikkel at de var blevet snuppet aften før. Da Mikkel havde kastede små sten på ruden, havde han spurgt om han skulle med. Det var svært for ham. Noget inden i ham ville bare væk herfra. Fristelsen var enorm. Men noget i hans krop strittede i mod. Skulle han mon for en gang skyld lytte til hans fornuft?Nanna Carlsson, d. 28/8-2011