Først og fremmest vil jeg gerne undskylde dybt for, at jeg ikke er hjemme hos dig og børnene nu. Jeg ved, at det var fuldstændig respektløst af mig, bare at tage af sted på den måde uden at fortælle dig og børnene om det. Jeg har på inden måder prøvet bevidst at såre dig, men lige meget hvordan jeg vendte og drejede det, kunne jeg ikke finde en anden løsning. Men jeg håber, at du og børnene har det godt. Jeg savner jer ufatteligt meget. Jeg har ikke kunnet skrive før nu. Ikke før jeg var helt i sikkerhed. Men jeg synes, du fortjener en forklaring, på hvad der skete den tirsdag aften, hvor jeg forsvandt. Jeg havde egentligt planlagt uger inden, at jeg ville rejse væk fra Danmark. Men jeg kunne ikke, jeg elskede dig og børnene for højt til bare at kunne rejse. Den tirsdag aften hvor jeg kørte ned for at købe mælk, vidste jeg, at det snart var ved at være tid. Da jeg var på vej ind i bilen på parkeringspladsen hos Kvickly, kom ”de” og det værst tænkelige skete. Selvom jeg er meget imod at fortælle dig, om hvorfor jeg forlod jer, bliver jeg nød til det. Jeg troede ikke selv, at jeg var i stand til, sådan nogle frygtelige ting som jeg gjorde. Det hele startede med, at jeg skulle lave nogle aktie indkøb for firmaet. Det hele startede godt, men jeg trak dem for langt, og inden jeg nåede at se mig om, mistede vi en masse penge, som jeg skulle betale tilbage. Jeg havde selvfølgelig ikke pengene, og jeg prøvede at snakke med banken, men de ville ikke låne mig dem. Så var det, at de her mænd opsøgte mig en dag. De vidste alt om mig. Hvem jeg var, hvor jeg boede, hvor mange penge jeg skyldte firmaet osv. Så tilbød de mig en ordning, hvor jeg kunne låne penge af dem og få en fornuftig tilbagebetaling. Umiddelbart lød det som en kanon løsning for mig, og det var det sikkert også i starten. Jeg begyndte at betale tilbage, så ofte jeg kunne, men så kom sommeren, og vi skulle på ferie. Jeg kunne ikke fortælle dig, om de ting jeg havde gjort, så i stedet lånte jeg yderligere hundrede tusind til vores rejse til Afrika. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det, men jeg tror bare, at jeg var så langt ude, at jeg kun tænkte på, at vi skulle have det godt. Den dag i dag fortryder jeg inderligt, at jeg ikke fortalte dig om det, så vi to kunne have fundet en løsning sammen. Da vi kom tilbage fra ferien, havde jeg næsten glemt den situation, jeg stod i. Indtil den dag hvor de kom op til vores hoveddør og ringede på. Først blev jeg sur over, at de kom op til vores hus, men de ville ”bare” lige sikre sig, at jeg stadig var klar over, alle de penge jeg skyldte dem. De sagde, at jeg skulle betale et bestemt beløb tilbage til dem snart, så de vidste, at jeg stadig kunne betale tilbage. Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg fortalte dig bare, at det var nogle fra arbejdet. Fra den dag af vidste jeg, at det var begyndt at blive farligt. Det var tydeligt at høre på deres truende tonefald, da jeg snakkede med dem. Jeg fandt selvfølgelig også hurtigt ud af, at det beløb jeg skulle betale dem var umuligt. Jeg kunne slet ikke skaffe de penge til den dato. Da dagen nærmede sig, hvor jeg skulle betale dem, var jeg virkelig bange. Du husker det sikkert fordi, at du spurgte mig flere gange den uge, om der var noget galt. Op til flere gange var jeg ved at fortælle dig det hele, men jeg var alt for bange for, at du ville gå fra mig, hvis du fandt ud af, hvad jeg havde gjort. Den tirsdag havde jeg overskredet aftalen med en uge, og så var det, at de stod foran mig på parkeringspladsen. De startede venligt med at spørge, om jeg havde pengene, og jeg kunne jo ikke sige andet end nej. Med det samme skiftede deres ansigtsudtryk, og den ene af dem slog mig flere gange og sagde, at de skulle have pengene nu. Jeg blev ved med at sige, at jeg ikke havde dem, men snart. ”Lederen” sagde så, at hvis jeg ikke havde pengene om to dage, ville de opsøge mig, og så var det slut. Aldrig i mit liv har jeg været så bange. Jeg vidste, at jeg måtte væk. Jeg kunne ikke udsætte jer for den fare, jeg var i, så jeg kørte hjem, listede ind, tog min pung og pas. Jeg tog bilen og kørte direkte til Berlin, hvor jeg overnattede. Næste dag kørte jeg hele vejen til Prag, hvor jeg var i nogle dage for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre, og hvor jeg skulle tage hen. Efter syv dage i Prag kom en mand fra hotellet og sagde, at der var telefon til mig. Jeg fik et chok og anede ikke hvem, det kunne være. Jeg var for nysgerrig til at lade det ligge, så jeg tog telefonen og blev med det samme panisk, da jeg kunne høre, at det var manden, jeg havde lånt penge af. Han fortalte, at de vidste, hvor jeg var, og at jeg lige så godt kunne lade vær med at flygte. I det øjeblik jeg lagde telefonen på, overvejede jeg et øjeblik, om jeg bare skulle lade dem fange mig. Jeg kunne ikke flygte mere. Men jeg vidste samtidigt også, at hvis de fik fat på mig, ville det gå helt galt. Jeg tog bilen og kørte hele dagen og natten indtil, at bilen pludselig gik ud, og jeg endte ved en rasteplads i Sydfrankrig. Underligt nok var det først nu, at jeg virkelig begyndte at føle mig ensom. Aldrig i mit liv har jeg savnet jer så meget, som jeg gjorde og gør nu. Jeg fik fat i en bus, som kørte hele vejen til Marseille, hvor jeg er nu. For at sikre mig, at de ikke kunne få fat på mig igen, skiftede jeg identitet. Siden da har jeg boet her, og holdt så lav profil som jeg har kunnet. Jeg har skaffet et job hos en mekaniker og købte et lille hus ved stranden. Da jeg rejste, havde jeg stadig mange penge, fra de mænd jeg lånte af, så dem brugte på huset. Jeg kunne heller ikke holde ud at sidde hernede, uden at vide om du er i fare. Så da jeg rejste, betalte jeg en hemmelig sikkerhedsvagt til at holde vagt ved vores hus hver dag, for at sikre der ikke skete dig noget.
Det er gratis at oprette en konto