Dantes Allé - Stiloplæg 5

Pernille Hansen. Dantes Allé 49. 3400 Hillerød. 20/3 2009. Kære Pernille. Jeg ved, det er længe siden, alt for længe siden. Jeg har haft lyst til at skrive eller ringe til dig så mange gange, men hver gang endte jeg med at lade være. Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle skrive, men nu er tiden kommet, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg ved, du har haft det svært, og det samme har jeg. At forlade dig og børnene har, og vil altid være mit livs sværeste beslutning. Jeg har fortrudt det så forfærdelig mange gange, men inderst inde ved jeg, at det måske var det bedste for mig. Og måske endda også for jer. Jeg har ingen rigtig forklaring, på hvorfor det hele endte op, med at jeg forlod jer. Jeg har længe ledt efter den rette grund til det, men har endnu ikke fundet den. Jeg vil prøve at finde ud af hvorfor, ved at skrive til dig. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan starte, men jeg vil prøve med at fortælle om den tirsdag, jeg forlod det hele. Jeg kan huske, at det var meningen, at jeg skulle hente mælk hos købmanden. Jeg sad i bilen, og tankerne fløj igennem hovedet. Jeg havde noget, jeg skulle fortælle dig, noget som jeg på det tidspunkt burde have fortalt for længe siden. Jeg havde, og har stadig, meget svært ved at fortælle dig det, da det er noget, jeg ikke selv ville kunne acceptere. Men tiden er kommet, og jeg vil skrive til dig, uden nogle forbehold, jeg har indset at det eneste rigtige i denne situation, er at åbne sig. Jeg bliver nød til at komme videre, og den eneste måde jeg kan det, er ved at stoppe med at leve i fortiden. Jeg må tænke fremad, og det samme må du. Du har ret til at vide hvorfor, det hele gik, som det gjorde, og hvorfor jeg traf de valg, jeg traf. Men som sagt har jeg meget svært, ved at sige det, men før eller siden skal det jo fortælles; jeg var utro.. Det er længe siden, og jeg vil ikke fortælle så meget omkring det. Det er noget, som jeg på ingen måde er stolt over, og jeg har fortrudt det lige siden. Den ene fejltagelse har kostede mig dyrt. Jeg havde planlagt at fortælle dig det, men jeg kunne ikke. Følgerne føltes på det tidspunkt uoverskuelige, men nu ser jeg at følgerne på det valg jeg i stedet tog, er langt større. Da jeg sad der i bilen, tog alle skyldfølelser bare over. Jeg kunne ikke styre det, og det hele så sort ud. Jeg følte, at jeg måtte væk, jeg måtte komme væk, for ikke at gå amok af alle mine tanker og følelser. Det hele ramlede bare sammen, og det føltes meget lettere bare at stikke af. I starten var det meningen, at jeg bare ville købe den mælk, som du havde bedt mig om at købe, men jeg kunne ikke. Tanken om, at når jeg kom hjem, skulle jeg fortælle dig det hele, tanken om at skulle se dit ansigts udtryk blive blankt. Jeg kunne se det hele for mig. Din reaktion stod klart i mine tanker, jeg kunne ikke overskue det. Så midt i alle overvejelserne, blev jeg ved med at køre. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at stoppe. På det tidspunkt slog det mig, det gik op for mig, at jeg var på vej til at stikke af fra det hele - dig, børnene, arbejdet, bare alt. På det tidspunkt føltes det som var det, det rigtige at gøre, det føltes så let, men med tiden er det hele bare blevet svære.