Billedet hedder ”Solskin i den blindes stue” og er malet af skagensmaleren Anna Ancher, i år 1885. Billedet forestiller en blind, ældre kvinde, siddende på en træbænk i en gammel stue. Hun sidder i en afkrog af værelset, og læner sig lidt op af et bord. På bordet ligger der nogle strikkeredskaber. Foran bordet er placeret en stol, hvorpå der intet er. Helt ude i højre side er der et vindue, man kan dog ikke se ud af vinduet, men kun karmen. På væggen bag damen skinner det meget berømte skagenslys, som er kommet ind igennem vinduet. Maleriet er malet som et øjebliksbillede, og er frosset fast i et øjeblik. Billedet er malet med meget korte strøg, faktisk næsten bare små dyp, som gør motivet sløret, og uklart.
Billedet er malet i meget monotone og varme farver, der giver en meget positiv virkning, da hele stemningen bliver lidt ”søndag eftermiddags hyggelig”. Kvinden er dog klædt i en lidt blålig grøn trøje, og har et sort forklæde på. Hendes hoved er svøbt ind i et sort tørklæde. Det nærmest guddommelige, melankolske lys på væggen går ind over halvdelen af damens ansigt, hvilket jeg tror, betyder, at hun svæver imellem liv og død. Lyset på hendes skulder skaber den illustration om, at Gud er med hende, og at han vil tage sig godt af hende, når hun, inden længe, drager til himmels. Kvinden ser ud til selv at vide, at hendes tid snart kommer, da man i hendes venstre side af ansigt kan skimte et lille smil. Det smil betyder meget for mig, når jeg ser på billedet, det får mig til at se en evindelig stor livsglæde, og gør, at jeg som menneske får kæmpemæssig respekt for Anna Ancher, for at kunne få sådanne udtryk med. Forrest i billedet, helt ude til højre, hænger der et fiskenet, som sagtens kunne være udsmykning af stuen, men jeg tror det ikke. Det viser lidt familiens økonomiske stilling, som er ret fattig, da datidens fiskere ofte var dårligt stillet. Det kan man også se på interiøret, da stuen hverken er fyldt med farver eller overvældende møbler. Strikketøjet på bordet viser, at hun dog ikke er helt klar til at forlade denne verden, da det viser et ufærdigt stykke arbejde, som jeg ikke tror denne kvinde vil forlade.
Det er gratis at oprette en konto