Der anslås at være mellem 200 og 400 milliarder stjerner i Mælkevejen. Solen er sammen med sit slæng af planeter; Merkur, Venus, Mars, Neptun, Saturn, Uranus, Jupiter og Jorden det, vi kalder Solsystemet. Da jeg var yngre, tænkte jeg på Jorden som noget uanskueligt stort, ja nærmest uendeligt. Når jeg så fik at vide, at der var noget større endnu, nemlig den største planet i vores solsystem, Jupiter, blev jeg helt paf. I dag er jeg stadig helt ‘paf’, men over noget ganske andet.
For nu ved jeg godt, at stjernerne på himlen ikke nødvendigvis er mindre end planeterne, bare fordi den plakat jeg altid kiggede på i SFO’en, gav mig det indtryk. Nej, de er ikke mindre… De er bare længere væk. Meget længere væk.
Alligevel er det dem, man kan se på aftener, varme som kolde, og det er sådan set dem, der giver mig personligt mest glæde. Hvem elsker ikke at stå og kigge på de lysende stjerner og forundres af dem og af hele universet. Men den stjerne, min personlige yndlingsstjerne, er den, der holder liv i stort set alt, hvad jeg holder af, af alt, hvad alle vi mennesker holder af. Den stjerne, der udgør 99,8% af massen i vores solsystem, og er den, der holder liv i os alle, den der styrer hele teatret, hele showet. Uden den, intet liv, ingen os, ingen mig, ingen fugl, som jeg i dette øjeblik kan høre synge uden for mit vindue. Solen skinner ganske vist ikke lige nu, fordi nogle dødirriterende skyer blokerer mit direkte udsyn til den. Men jeg ved, den er deroppe. Den er som en vogter, en livsnødvendig vogter, som jeg sætter al min lid til.
Det er gratis at oprette en konto