For mange år siden, da kristne kun troede på Det Gamle Testamente, var tatoveringer forbudt.Eftersom mennesket er skabt i Guds billede, og kroppen derfor er en gave fra Gud, er det vanærende og krænkende overfor Gud, hvis kroppens udseende ændres ved hjælp af tatoveringer. Dette forlyder i 3. Mosebog 19.28, hvor der står: "I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!". Dette er helt glemt i dag, hvor mange mennesker stræber efter bemærkelse og at være anderledes. Mange ønsker at skille sig ud fra mængden og påtage sig et mere interessant aspekt. Ifølge forfatter Jon Nordstrøm er det et ønske om opmærksomhed og at signalere en form for indhold – at fortælle noget om sig selv uden at sige det. --------------------------- ----------------------------------------------------- Artiklen ”Litterære tatoveringer hitter” er skrevet af Rasmus Bo Sørensen i Dagbladet Information d. 9. september 2010. Artiklen handler om fænomenet ”Litterære tatoveringer”, som er blevet meget populært. Artiklen indeholder forskellige eksempler på synspunkter og meninger - her fra to unge, der begge har fået en litterær tatovering (et citat fra deres ynglings digt). De har begge samme grundlag for tatoveringen; de føler at digtet tiltaler dem, og at det er noget de kan relatere til. Samtidig skaber tatoveringerne mere opmærksomhed omkring dem, hvilket gør, at folk kommer interrogativt til dem angående tatoveringen. Forfatteren Jon Nordstrøm, som har skrevet bogen ”Dansk Tatovering” om tatoveringens historie fra 1895 og frem til i dag, mener at dem, som får tatoveret noget litterært på sig, ønsker at signalere, at de er anderledes. Jon Nordstrøm siger: ”Lige så snart du får tatoveret et mønster eller en tegning, så er du bare tatoveret. Men hvis du får lavet en litterær tatovering, sender du også et budskab om, at du er stærk i troen på det, du får skrevet”. Han mener, at personer med litterære tatoveringer påtrykt, tilhører den mere intellektuelle gruppe. Tatovør Jørgen Kristiansen, som har tatoveret litterære tekster på folk i mange år, modsiger denne antagelse. Jørgen Kristiansen mener ikke, at man kan sætte social profil på dem, som har litterære tatoveringer – han konstaterer: ”For nogle mennesker betyder ord bare mere end billeder”. ------------------------------------------------------------------------------------------- Artiklen er som sagt udgivet i Dagbladet Information. Personer der læser Information, er typisk venstreorienterede. Det er akademikere eller folk, der er i gang med en videregående uddannelse. Det er oftest den mere intellektuelle læser, da artiklerne tit er lange og med et højt lixtal. Rubrikken ”Litterære tatoveringer hitter” i denne artikel appellerer til den unge, intellektuelle litteraturinteresserede, da ordet ”litterære” fanger den intellektuelle litteraturinteresserede, mens ”tatoveringer” fanger blikket hos den unge. Artiklen indeholder desuden et billede af den 27-årige danser, Ida-Elisabeth Larsen fra København, der har en litterær tatovering på venstre underarm. Tatoveringen er et uddrag fra Inger Christensens digtsamling ”Det”. Ida-Elisabeth Larsens kropsstilling på billedet er opstillet, så det ligner, at hun funderer over noget. Det er et kropssprog, der signalere noget mere intellektuelt og sofistikeret.Artiklens skribent, cand.comm. og journalist Rasmus Bo Sørensen, forholder sig objektivt til emnet, hvor hensigten er at oplyse og informere. Skribenten ønsker at være skjult og i stedet redegøre for andres synspunkter og fænomenet ”litterære tatoveringer”. Han benytter sig af logos og argumenterer kun faktuelt. Der er ingen form for værdiladning fra Rasmus Bo Sørensen, men det er dog antageligt, at han har et positivt forhold til litterære tatoveringer, da han ikke inddrager et negativt synspunkt på dem. Der er nemlig ingen kontraster, kun en diskussion om tilhængerne af litterære tatoveringers intellektualitet. De amerikanske forfattere Eva Talmadge og Justin Taylor har udgivet en bog om litterære tatoveringer med titlen: ”The Word Made Flesh: Literary Tattoos from Bookworms Worldwide”. Den vil indeholde flere end 100 eksempler på litterære tatoveringer og historien bag dem. Den ene forfatter bag bogen, Eva Talmadge, mener at denne trend er meget interessant – hun har udtalt sig: ”På den ene side har du tatoveringer, der opfattes som noget lavpandet, og på den anden side har du litteratur, der opfattes som højpandet. Men her bliver de to ting sat sammen, og det er både interessant og sjovt.” Eva Talmadge mener ligesom forfatter Jon Nordstrøm, at litterære tatoveringer er for de mere intellektuelle og at normale illustrative tatoveringer er ”lavpandet” som Eva Talmadge siger. Eva Talmadge og Jon Nordstrøm generaliserer helt klart og udstiller dem, der ”bare er tatoveret” som kortsynet. Det er tydeligt, at Eva Talmadge og Jon Nordstrøm mener, at inden for tatoveringer er den litterære tatovering meget mere intellektuelt end den illustrative, men sådan er det jo ikke inden for kunst, hvor de anses som ligeværdige. Jon Nordstrøm beretter om sømændene fra 1960’erne, som kom fulde til Nyhavn for at få ”tusser”, som han skriver. Indirekte mener Jon Nordstrøm (i sin beretning om sømændene), at det at få illustrative tatoveringer – ofte et anker dengang – er en kortsynet og impulsiv handling. Han mener at illustrative tatoveringer hører til pøblen og arbejderklassen som sømændene dengang. Danmarks tidligere konge, Frederik d. 9, havde også tatoveringer ligesom sømændene, da han også elskede livet til søs. Kronprins Frederik, vores kronprins i dag, har også en tatovering – han har et nordisk motiv på skulderen, formentlig for at vise nationalismen for hvor han kommer fra, og en haj på benet, sandsynligvis fordi han som frømand og sejler også tilhørte en gruppe. Tatoveringer fortæller noget om en selv, men mon ikke det også fortæller noget om hvilken gruppe man tilhører? Sømænd fik ofte et anker tatoveret og nogen gange med fx ”mor” skrevet neden under, det var sandsynligvis for at tilhøre en gruppe og som minder til dem de savnede. Jon Nordstrøm tror kun, at illustrative tatoveringer kan være en tegning eller et mønster, men der viser han såmænd selv, at han er en smule snæversynet. De litterære tatoveringer er også for at signalere, hvilken gruppe man tilhører, ligeledes at bandemedlemmer får tatoveret et logo eller bandenavn for at vise hvilken gruppe/bande de tilhører. Jon Nordstrøm og Eva Talmadge mener, at folk med litterære tatoveringer tilhører en intellektuel gruppe, men på hvilken måde? Handler det ikke blot om interesser og hvad man holder af? Som tatovøren Jørgen Kristiansen konstaterer: ”For nogle mennesker betyder ord bare mere end billeder”. Litterære tatoveringer kan vel ligeledes illustrative tatoveringer være en impulsiv og kortsynet handling? Danseren Ida-Elisabeth Larsen fik tatoveret et digt om sorg på sin arm, fordi hun synes det var et smukt digt, kan det ikke også ses som en kortsynet handling? Vil nogen virkelig mindes om sorg hele sit liv? Eva Talmadge siger, at illustrative tatoveringer er ”lavpandet”, men er man mindre intellektuel eller intelligent, når man har andre interesser end litteratur, eller måske har et billede/symbol, der betyder noget for én? Nogen gange kan et billede sige mere end tusind ord. Ligeledes hvad tatovøren Jørgen Kristiansen siger, kan billeder vel også bare betyde mere end ord for nogle mennesker? Tatoveringer startede oprindeligt som traditioner inden for stammer, så andre stammer kunne se hvilken man kom fra, og som afskrækkelse. Selv under Anden Verdenskrig benyttede nazisterne sig af tatoveringer for at kunne identificere jøder i koncentrationslejrene. I dag søger mange et mere interessant aspekt, der skiller én ud fra mængden og skaber identitet. Identitetsskabelsen er et senmoderne fænomen, men spørgsmålet om den frie vilje genfindes i utallige græske myter (jf. Oedipus Rex mm.), så vi har nok haft dette emne som et underliggende tema gennem hele vores kulturhistorie. Så vi har altid haft den trang til at være interessante og blive set af andre, ligeledes de folk i dag, som konstant prøver at blive kendt. Mange ønsker at være anderledes og samtidig fortælle noget om sig selv uden at være på TV, derfor ser mange tatoveringen som en god måde. Der er flere forskellige årsager; nogen gør det muligvis pga. tvivlsomhed omkring hjemstavn og identitet – folk som Samantha fra Jakob Ejersbos roman ”Eksil”, som mangler noget, der kan minde dem om hvem de er, og hvor de kommer fra. Nogen gør det bare af ren lidenskab for tatoveringer, mens andre gør det af oprør. Men hvilke signaler sender disse tatoveringer? Signalerer de mangel på identitet eller et oprør mod fx sine forældre? Kan tatoveringer også virke intellektuelle, eller tilhører de kun pøblen, som antageligt er ”lavpandet”? Får man dem for, at man selv kan kigge på dem med glæde eller for at andre kan se dem? Tatoveringer fortæller noget om én selv uden man siger det. Mange tænker meget over hvordan vi fremstår for andre og hvilke signaler vi sender. Med tatoveringer kan man være med til at vælge hvilke signaler man vil sende - det kommer an på motivet. En litterær tatovering kan sagtens være ”lavpandet” ligesom en illustrativ tatovering kan, det afhænger af historien og betydningen bag den. Mange mener, at de litterære tatoveringer udsender et intellektuelt signal, men det kommer vel an på teksten og årsagen til at få det tatoveret? En illustrativ tatovering kan også have en dybere betydning end hvad den illustrerer - den kan også symbolisere noget. Man kan ikke sætte social profil på folk, der har en tatovering eller på forskellige typer af tatoveringer. Illustrationen viser hvilken gruppe man tilhører, mens historien bag den fortæller noget om personens valg og intellekt.
Det er gratis at oprette en konto