Jeg sagde farvel til min kone, Mette og mine to dejlige piger i Kastrup lufthavn. Det var den 3. april 1995 og nede i Jugoslavien (det vi i dag kalder Bosnien-Herzegovina og Serbien) var der borgerkrig. Sammen med min kollega og ven, Kim, skulle jeg ned og tage pressebilleder og lave interviews i Sarajevo. Jeg arbejdede dengang for Politiken, som betalte os for at tage derned. Vi skulle være dernede i ca. 4 måneder.
Det var hårdt, at sige farvel til sin familie, når man vidste, at man måske blev dræbt dernede. Vi havde økonomiske problemer i familien, fordi min kone næsten lige var blevet fyret fra sit job. Hun prøvede at få et nyt job, men indtil videre, havde hun ikke haft heldet med sig. Derfor blev jeg, efter mange overvejelser, nødt til at tage imod tilbuddet.
Da jeg sad i flyet, tænkte jeg kun på min familie. Til sidst faldt jeg i søvn.
Jeg befandt mig i en ødelagt by og gik ind i en halvt ødelagt bygning. Først var der mørkt derinde, men efterhånden vænnede mine øjne sig til mørket. Først på det tidspunkt så jeg, at der var nogen der dansede, imens andre så på. Det var børn, der dansede og der var kun få voksne tilstede. Der var musik, selvom der ikke var nogen cd-afspiller eller noget lignede. Når jeg kiggede op i loftet, var det ved at falde sammen. Børnene dansede bare videre. Lige pludselig faldt loftet sammen. Jeg vågnede med et sæt, og Kim kiggede forskrækket på mig. Han spurgte, hvad der var galt, og jeg fortalte ham om drømmen. Han kiggede bare på mig og sagde til mig, at det var godt, at det bare var en drøm.
Det er gratis at oprette en konto