Hvorfor er du spejder? Sådan spørger folk mig tit. For hvad er egentlig det fede ved at være ude i al slags vejr, når det også konkluderer regn i lårtykke stråler, og overnatninger under åben himmel når sneen lige har lagt sig? Og hundredetusinde andre mærkværdige - og måske lettere naive og ufornuftige idéer. Måske kan det godt være lidt svært at se den dybere mening med det udefra. Nogle gange er der måske heller ikke en dybere mening med det. Men alle de, der har prøvet at liste rundt ude i skoven, høje af lejrbålstemning, på jagt efter alle de eventyr der findes imellem de tavse træer, ved at der er noget ganske magisk ved at trave hen af en lille snørklet skovvej, imens andre ligger under den lune dyne.
Kompasset er indstillet. Nattesynet er på vej. Skoven er dunkel, og i det fjerne kan man høre en ugle tude. Alene ville det måske være uhyggeligt. Men med gode kendte - og ukendte venner - er det slet ikke noget jeg ligger mærke til. Jeg har bedt mine spejderbekendtskaber besvare spørgsmålet: “det bedste ved spejder er....” Alle svar var næsten ens. At de - og jeg; det vil sige vi - aldrig har været en del af noget hvor man på samme måde bare har kunnet slappe af. Hvor jeg kan være mig. Og Philip kan være Philip, og Anne kan være Anne.
Det er gratis at oprette en konto