Analyse af H.C. Andersens 'Om Aartusinder'

”Om Aartusinder” er et eventyr skrevet af H.C. Andersen i 1852. ”Om Aartusinder” er skrevet i en periode, hvor nogle store forfattere som f.eks. H.C. Andersen fokuserede på at oplyse befolkningen om forskellige samfundsrelaterede emner. Denne opgave kommer til at indeholde noget om tekstens fortællemåde, dens sproglige virkemidler, kompositionen, genren, forfatterens budskab og til sidst en perspektivering.

Man kan dele ”Om Aartusinder” i 3 dele. Del 1, hvor læseren bliver introduceret for emnet altså de rejsende til Europa. Del 2, de rejsendes oplevelser. Del 3, hvor der konkluderes af H.C. Andersen, at man kan opleve hele Europa på otte dage. Udover de tre dele kan man faktisk dele teksten op, der hvor et nyt miljø, tid, handling og stemning ændrer sig og dette finder sted otte gange. I de otte afsnit fortælles der om forskellige byers natur, kultur og videnskab eftersom, hvad hvert land i Europa er kendt for. Det er også vigtigt at man betragter titlen og finder en sammenhæng med afslutningen. Afslutningen fortæller os om, at der er meget og se i Europa og at man som den store rejsende kan opleve Europa på otte dage, men det sker først i fremtiden og dette passer godt med titlen som er: ”Om Aartusinder”. I denne tekst har vi ikke et bestemt miljø men vi bevæger os hele tiden i en rejse gennem Europas kendte byer og bliver oplyst om Europas tidligere kendte kunstnere, digtere, videnskabsmænd osv. ”Om Aartusinder” kritiserer 1800-tallets unge. De unge bliver karakteriseret som uvidende, glemmer de vigtigste steder, og mennesker har alt for travlt, og giver ikke det store Europa dens fortjente tid, heller ikke landene bliver udforsket nok. H.C. Andersen benytter sig meget af de sproglige virkemidler for at illustrere sin mening. Han benytter sig af f.eks. gentagelser i sær når han skal tale om de rejsendes rejse til Europa. H.C. Andersen bruger også gentagelser med variation. F.eks. varierer han i sine udtalelser, når han fortæller at de ædle ting i Europa glemmes. I linje 9 i teksten fortæller Andersen, at de mægtige glemmes sammen med slægt efter slægt og længere nede i teksten i linje 40-41 fortæller han, at de unge ikke kender eller rettere sagt har glemt de tidligere store kendte mennesker som f.eks. Mozart og Luther. Desuden bruger Andersen sarkasme i hans fortælling. I teksten linje 4 siger han: (…) saaledes som vi i vor Tid drage til Syd-Asiens hensmuldrende Herligheder”. Sarkasmen ligger i, at Andersen mener, at Sydasien er forfalden, men samtidig får han det til at lyde pænt ved at tilføje, at Sydasien byder på herlige steder. Når forfalden og herlig bruges til at beskrive en ting, kan man ikke bare læse videre og tænke positivt om beskrivelsen. En ting kan ikke både være forfalden og herlig på samme tid og det er her sarkasmen hviler. Andersen benytter sig også af det sproglige virkemiddel, som er latterliggørelse. Han gør nar af de unge, der tvivler på Peterskirkens ægthed. Latterliggørelsen ligger i, at alle mennesker burde vide, at Peterskirken eksisterer, og i og med de unge ikke gør det, så er det til grin. Der benyttes også af Andersen i denne tekst modsætninger. I linje 32-34 nævnes de rige og de fattige. De rige tager på hotel og hygger sig, mens de triste og fattige må nøjes med, at prøve og fange fisk. Fortællemåden i ”Om Aartusinder” er en kommentar fra forfatteren om de unge rejsende. Fortælleren H.C. Andersen virker meget subjektiv, da han lader sig styre af sine følelser og personlige opfattelse, og derfor er han ikke i stand til at forholde sig åben over for andres holdninger, meninger og resultater. Når han endelig forholder sig til andres opfattelser og meninger, så gør han det med enten latterliggørelse eller sarkasme. Han giver f.eks. ikke læseren indblik i, hvorfor unge måske har glemt de ædle steder eller tidligere populære mennesker, og det er fordi han ikke har villet sætte sig ind i de unges opfattelser, da han har dømt dem på forhånd.