Frida listede ud af den luksuriøse villa med hurtige, lette skridt. Vinden hev fat i hendes lyse, korte hår, men hun valgte at ignorere det. Aldrig nogensinde i sit liv havde Frida følt sig så ydmyget, hun var ubeskriveligt vred. Hvordan kunne han finde på at gøre det mod hende? Det eneste Frida kunne tænke på var den klamme stodder, der havde nedværdiget hende så frygteligt! Det Frida kunne høre da hun gik i det ukendte kvarter, var bilerne på vejene og en spættes hidsige hakken, i et af forårets uskyldige træer. Lugten af røg fra en ældre mands cigar, mindede hende om hendes tåbelige løsning på, at få den første gang overstået! Fridas hastige skridt på den sorte asfalt var benhårde og nøjagtige, hun gik i en ganske bestemt rytme for at få al bitterheden ud af hovedet. Selvom det kun skulle have været en engangsforestilling, havde han ikke behøvet at ydmyge hende på den måde, tankerne fløj rundt i hendes forvirrede hoved. Lige som hun var allermest vred og ked, banede hundredvis af vidunderlige blomster dufte sig vej frem til Frida. Modstræbende indåndede hun duften af forår, hvilket resulterede i at hendes humør forandrede sig brat. Alt bitterheden var blot en stærk facade der skjulte hendes virkelige følelser, det hun faktisk følte var jalousi. Alligevel var hun stadig skuffet over hans måde at gribe situationen an på. Men hun havde grebet det hele forkert an, hun var dybt misundelig på den heldige kvinde der hver nat lå i hans arme, ved hans vidunderlige krop, og dejlige sind. Alt imens de glædestrålende tanker fløj rundt i hovedet på Frida, bredte der sig et lille kækt smil på hendes nydelige ansigt, godt nok havde han ydmyget hende, men alt hun kunne tænke på, var ham, hans bløde mund, den veltrænede krop og de eventyrlige smukke, varme øjne. Med ét blussede hendes kinder op og hun mærkede varmen strømme gennem hendes krop, som lavaen i en aktiv vulkan. Morgen luftens brise gav hende blide kuldegysninger, Frida var i den syvende himmel, på en lyserød sky, alt hvad hun bemærkede var hendes dunkende hjerteslag der slog hurtigere og hurtigere, i takt med at hun indså, hvad der havde hændt hende. Hun var gået hen og blevet glad for ham. Forårets dufte omfavnede unge Frida, og alt hvad hun ville høre var fuglenes sang og den blide morgenluft, hun slentrede nu hen af gaden, men ikke på asfalten, men på det dug klare græs. Frida var ikke bare glad for ham, hun var blevet forelsket i den mand, hun aldrig ville få, og måske aldrig nogensinde ville se igen. Selvom det var forbi nu, ville hun aldrig glemme ham. Hendes første rigtige, men håbløse forelskelse. Disse minder ville hun aldrig glemme, men dog ville de blive lukket inde i en fortrolig kiste bagerst i hendes hoved. Det er et eventyr ingen skal kende ved. Hendes egen lille hemmelighed.
Det er gratis at oprette en konto