For et land der gennem de seneste år er blevet overøst med råd og vejledning, om den rigtige måde at leve på, kan det for den enkelte dansker være svært at finde den rigtige vej til det sunde liv. Den sunde vej i livet virker ikke mere så begribelig og anskuelig, som den engang virkede til at være, nu er den nærmer uoverskuelig. Hvordan finder man ende i alle slankekurene, rygestop metoderne og motionens programmer når de alle virker uoverskuelige og tidskrævende? Det kan blive et løb mod tiden, et marton, parallelt med vores stadig stressende hverdag, om at være den første over stregen, og vinderen af det sunde og gode liv. Men hvem kan fortælle os hvad det gode og sunde liv er? Nogle ældre mennesker ville måske endda mene, at den sunde vej skyller vores normer og vaner af banen, der betoner det danske som vi stadig synes at have tilbage i os. Rigtigt dansk mad modernisere, juleaften smager ikke mere af råhygge, og gammeldags jul med fedtemad, flæskesteg, fed sovs osv., kan hurtigt gå hen og blive et fedtfattigt måltid.
Sinne Smed starter ud med at fastslå, at hvor meget vi end syntes at have ændret vores ellers gode gamle danske spisevaner, lever få danskere op til de officielle danske kostråd. Dette ville i første øjekast provokere mange danskere og deres levevis, men Smed kommer os hastigt i forkøbet og laver en gendrivelse, ved at erklære at vi bliver nød til at acceptere det enkel individs valg. Hun har allerede der fået læseren opmærksomhed. Hun benytter sig da også i indledningen af sin tekst, af ethos hvor hun gør klart, at hun er økonom, og på den omkostning altså har viden for det hun videre i hendes tekst overbevisende giver udtryk for. Vigtigt for hende er det, at gøre opmærksom på det offentliges brik i spille. De har en betydningsfuld rolle der må påtages sig ansvaret at gå ind og adfærdsregulere og definere den ejendomsret, som den eneste i store træk, kan gøre en betydelig forskel for samfundet. De må altså kigge på befolkningen som en helhed for overordnet at kunne gøre livet nemmer flest individer muligt. Dette kan som hun også nævner i teksten indebære kampanger, som før har haft betydelig virkning på befolkningen. Vi skal altså i dette spil ikke kun være opmærksomme på os selv, men også have vores omgivelser og medmennesker med i tankerne når vi vælger vores leve vis. Hvis vi vælger at bruge vores brikker på rygning og fed mad, skal vi altså ikke kun tænke på vores eget bedste, men også andres bedste, da handlingerne ikke kun har konsekvenser for os selv men også for andre medmennesker. Hun går altså ind og snakker til vores logos, som allerede her kan se hvad der ville være den mest fornuftige vej at vælge. Rygning er en stor dræber, og en genstand mange danskere ikke kan slippe uden lige. Denne er da nem at regulere, problemet med reguleringen, indløber når vi bevæger os over mod emnet fede eller inaktive. Her er diskussion langt mere kompliceret da konsekvenserne af en sygdom alene bæres af den implicerede person. Hun skaber her en sammenligning mellem de to samfundsmæssige problemer, henholdsvis fede eller inaktive og rygning, ved at fremhæve forskellen der er ved løsningen af de to vigtigt emner. Samfundet pligt er altså at gå ind og sætte grænser, når det ses at det går hen og bliver et samfundsmæssigt og ikke mere et personligt dilemma. Vi kan fx tydeliggøre loven der påpeger at 15 årige skal være i stand til, at kunne forudsige konsekvenserne for en kriminel handling, mens der ikke menes at de kan overskue konsekvenser af at drikke og ryge. Disse begrænsninger er da lavet i en god mening og hovedsageligt for befolkningens eget bedste. Smed gør da opmærksom på at Regeringens og Forebyggelseskommissionen, har opbakning fra befolkningen når det skal diskuteres, om fedme påfører samfundet så store udgifter at de har ret til at gå ind og blande sig. Hun henviser til Ugebrevet A4, der har lavet en undersøgelse om, hvor mange procent af befolkningen der støttede dette. Hun benytter sig i dette afsnit af rygdækning, der kommer fra bladet A4, til at understrege hendes budskab med teksten. Hun bringer emnet op, om det er op til staten at have forældrerollen over for de enkelte boger, og om hvor hvidt det er dem, der skal oplyse og regulere os som individer i samfundet. Spørgsmålet går på om det er deres pligt at vi skal have gøres opmærksomme på det ”bedre liv”, eller om det er op til os selv at find ud af hvad der er godt og dårligt. Denne oplysning og regulering har i forskellige samfundslag givet forskellig virkning. Der er blevet set en markant forskel, når det kommer til uddannelse og til alder, og fremskridt med blik på det sunde liv. Der er fx set en forskel inde for rygning og motion, hvis man kigger på middelklassen er dette reduceret, men hvis men går ned i de lavere sociale klasse bevæger det sig markant langsommer. Hun henviser til KRAM.-områderne som har observeret disse forskelle si samfundet. Hun går altså ind her og pensler hendes genrealisering mere up, som hun lagde på bordet i starten af teksten. Ud over dette bruger hun autoritet argument der henviser til KRAM- områderne. Dette skal på os læsere virke mere overbevisende og betroende. Hun opsummere til sidst med at det endnu en gang er vigtigt at have oplysning og regulering, men stiller nu også læseren spørgsmålet: Hvad er det sunde liv? For at kunne leve efter de officielle danske kostråd, er det vigtigt at vi også har tilgang dertil. Dette indebærer at det er let, billigt og ligetil for alle. Men i sidste ende, er det optil den enkelte person, at finde ud af hvad de definerer hvad det sunde liv indebær for dem.
Det er gratis at oprette en konto