”Guldhornene” er et folkeligt digt med et episk-lyrisk indhold. Teksten er delt op i 22 strofer af meget varierende længde. Nogle strofer indeholder helt ned til 1 enkelt vers, hvor andre indeholder hele 26. Digtet byder også på vidt forskellige rim-former; parrim, krydsrim og enderim. Parrim kan for eksempel findes i strofe 1 og strofe 9, og krydsrim ses blandt andet i strofe 2 og strofe 15. Denne intuitive veksling mellem forskellige rim-former og strofelængder er typisk for romantikken hvor man skrev mere spontant og frit i stedet for at følge en mere systematisk opbygning. I digtet findes utallige virkemidler som bl.a. allitteration. Dette ses i strofe 4 l. 1: ”Skyen suser” og i strofe 12 l. 3 ”Stormens sluser”. Et andet hyppigt anvendt virkemiddel er besjæling. Besjæling bruges i ”guldhornene” til at udtrykke naturens åndelige dimension. Ex: strofe 3, l. 3 ”Gravhöjen sukker”. En sådan besjæling, hvor naturen bliver tillagt evnen til at udtrykke sig, kaldes også proposopeia. Der optræder også assonans i digtet. Bl.a. i strofe 4 står der: Skyen suser, Natten bruser” og ”Gravhöien sukker, Rosen sig lukker”. Brugen af assonans skaber en vis rytme og harmoni i digtet som i strofe 4 understøttes af rimformen som er: aabbccdede.
Det er gratis at oprette en konto