Digtet ”Guldhornene” er skrevet af Adam Oehlenschläger. Den er i foråret 1802, hvorefter Guldhornene blev stjålet og omsmeltet.
Digtet er trykt i den der hedder ”Digte” som blev udgivet i 1803.
Digtet handler om hvordan guldhornene blev fundet og bagefter stjålet og smeltet om.
Vers 1-8: Fortællingen om hvordan danskerne søger efter fortidslevn i gamle bøger, høje man har gravet sig ind i og fundet vikingegrave og runesten som fortæller om fortidens bedrifter.
Vers 10-21: Der fortælles at det ikke er i gravene danskerne skal finde guldet.”Men i Mulm de sig hylle,” – guldet gemmes i muldet og de som leder i gamle grave famler i tåge som der står. De leder på må og få, men finder intet.
Vers 23-26: Dem som leder efter guldet i gravhøjene finder intet og bliver mere og mere skuffede som natten trænger sig på.
Naturen bruges meget i digtet. For eksempel nævnes i disse vers en rose som lukker sig og en gravhøj som sukker og det er symbol på at de søgende må give op.
Vers 27 – 47: ”De øvre regioner, Toner!” – Der tales fra himlen til de som leder ivrigt og med stjerner i deres øjne som det udtrykkes. Himlen taler til de søgende og fortæller dem at de som søger i blinde skal finde noget ældgammelt – et minde. Mindet vil de finde, men det vil kun forblive i deres varetægt ganske kort; ”Der skal komme og svinde!”. Fundet beskrives som gyldent og skal bære præg af at være meget gammelt. Det fortælles at man skal kunne lære af dette mystiske fund. At en ung kvinde skal finde denne helligdom er det sidste himmel tonerne fortæller før de uddør og forsvinder.
Det er gratis at oprette en konto