Guldhornene har et tema som så mange andre digte og historier. At mennesket ikke følger det budskab de for ”sendt” af guder og lignende. Og det bliver de straffet med, ved ikke at kunne få fat i guldhornene. Adam Oehlenschläger for de nordiske guder til at se ud som ”de gode”, mens mennesket fremstår som ”de onde”. Mennesket kan nemlig ikke få fat i guldhornene, da deres hensigt med dem er materiel, altså at de søger guldhornene for deres materielle værdier. Selvom de måske søger råd til guderne, kan de stadig ikke finde hornene, fordi de ikke kender eller forstår den symbolske betydning guldhornene har. I stedet for f. eks at værdsætte guldet på den måde som den symboliserer uforgængelighed og guddommelighed, værdsætter de den store materielle værdi.
I digtet fremstår naturen sammen med guderne som ”det gode”. Naturen gemmer hornene for menneskerne, uanset hvilke resurser de eller ville bruge. Naturen lader to mennesker finde hornene, da ingen af dem har intentioner om at udnytte dem materielt. Først finder en ung mø hornene, da hun symboliserer uskyldighed, og derved ikke har i tanker om at udnytte hornene. En bonde finder bagefter hornene mens han arbejder. Bonden symboliserer en ærlig hårdtarbejdende mand, der lever i naturen for at skaffe sit daglige brød.
Det er gratis at oprette en konto