Der eksisterer 3 slags ioniserede partikler: Alfa, beta og gamma
Alfastråling er en form for partikelstråling, der er kraftig ioniserende og med ringe indtrængningsevne. Alfastråling har en fart nær lysets på 19.000 km/s men lidt under.
Alfastrålingen er i realiteten Helium-atomkerner, der udsendes under alfahenfald af radioaktive kerner som f.eks. uran og radium. Strålingen blev opdaget af Ernest Rutherford i 1899, og han brugte disse til at påvise atomkernen.
Da den er kraftig ioniserende er det nemt at beskytte sig mod alfastråling uden for kroppen. Blot et stykke papir, nogle centimeters luft eller de yderste lag af huden er nok til at stoppe dem. På den anden side er det den farligste form for radioaktiv stråling hvis den kommer ind i kroppen, hvor den vil afsætte sin energi direkte i de indre organer.
Betastråling er en radioaktiv stråling, der fremkommer ved betahenfald af atomkerner.
Betastrålingen er i realiteten elektroner eller positroner, der udsendes med høj energi fra atomkernen, hvorved den omdannes til et andet grundstof.
Betastråling har i almindelighed en rækkevidde, der er omkring ti gange større end alfastråling, mens dens ionisering er omkring en tiendedel. De nedbremses helt af nogle få millimeter aluminium.
Elektronkanonen i et fjernsyn kan betegnes som en kilde til betastråling, strålingen absorberes dog af fosforlaget på indersiden af billedrøret, hvorved der dannes lys. Cæsium-137 er et eksempel på et stof som udsender beta-partikler.
Det er gratis at oprette en konto