Det her emne er et svært emne at skrive om. Det er et følsomt emne… men man må bare gøre sit bedste, og så håbe på at de ord der kommer ud gennem fingerspidsernes bløde punkt, også stemmer overens med virkeligheden. Mine fingrer har nogle gange sit eget liv, men jeg vil give dem en chance for at udføre og forme de ord og de tanker jeg bærer rundt på inde i mit hoved:
Mit forhold til familie er meget normalt tror jeg, men så alligevel. For der er noget ved min familie, noget specielt. Min familie er meget lille, da den kun består af min mor, min far, min mors søster og bror og deres børn og ægtefæller. Jeg tror, uden at være for flashy, at jeg har den bedste familie i verden. Til trods for den mindskede antal medlemmer. For jeg ser det som at have en familie, som at være en del af et fællesskab, en lille loge af tæt knyttede mennesker. Man bringer hver i sær noget med og på den måde bliver det store familiefællesskab præget af særheder, små underlige sider og helst også gerne nogle forskellige holdninger. I min familie snakker vi om alt. Selvfølgelig er der nogle familiemedlemmer man knytter sig mere til end andre. F.eks. elsker jeg min mor højere end noget andet, og hende holder jeg mere af end f.eks. min kusine, der bor på Sjælland. Men sådan tror jeg også at det skal være. Mors lille dreng! Men fordi at jeg er mors dreng, kan jeg stadig godt være uenig med hende. Det er også sådan min ”drømmefamiliebillede” ser ud. Man skal kunne komme med hvad som helst af input i en familie. Netop fordi det er familien, skal man ikke være bundet af nogle grænser. Ingen fordomme, misundelse eller had. Man skal ikke føle ubehag ved sin familie, men man skal kunne snakke med hinanden og have det godt sammen. Men der er selvfølgelig stadig nogle normer at følge. Interne regler og aftaler som alle er enige om. Men hvor tit er det sådan at regler bliver overholdt. Regler er til for at blive brudt.
Det er gratis at oprette en konto