Jeg søger sandheden. Jeg søger det uafklarede, det, der er formløst og utvivlsomt. Tværtimod søger jeg ikke at slå sandheden fast. Jeg synes dog, at det er sjældent, det lykkes for mig. Faktisk tror jeg aldrig, det vil lykkedes igen. Jeg fandt den engang, men dog virkede den ikke helt konkret for mig. Dengang havde jeg det også nemt. Jeg havde faktisk lært at værdsætte tingene. En egenskab jeg til dels stadig har og bruger i dag. Men dengang var alt også så anderledes og medgørligt. Ja, faktisk så ville det stadig have været sådan, hvis ikke der var sket det, der skete. Jeg begyndte mit hverdagsflygtende dagdrømmeri, noget, der fungerede som en hurtig rejse væk fra min ellers ganske udmærkede hverdag. Det drænede mit liv for det, jeg før kaldte værdifulde værdier.
Dagdrømmeriet medførte en indbildning om, at det jeg havde rundt om mig i datidens nu ikke længere var betydningsfuldt, for kun det jeg drømte om, havde det, der er kaldt værdi. Men når jeg tænker på det, så var det faktisk sjovt nok, det var bare ikke sandheden for mig. For som sagt er sandheden relativ og har tendens til at skifte, så jeg kan ikke sige, hvad der for tiden er sandheden for mig, men jeg kan fornemme en form for pejling af, hvad og hvor den nogenlunde er, og derfor kan jeg komme med et udsagn om, hvilke ting der har værdi for mig, dog med forbehold.
Det er gratis at oprette en konto