Kultursammenstød

Det var en lun sommermorgen, og jeg var ude at gå en tur på stranden. Bølgerne var så smukke, og jeg kan tydeligt huske, hvordan de stille sang til mig. Det var en brusende og afslappende lyd. Lige siden mine forældre og jeg flyttede fra Afrika, og ind i vores nye villa i Danmark, har jeg meget ofte befundet mig på stranden. Men mest om morgenen for der var der ikke så mange mennesker. Nogle gange følte jeg, at bølgerne var mine eneste venner. De var de eneste, der ikke havde noget imod mig og mit udseende. Mine forældre ville bestemt ikke have, at jeg omgik andre mennesker. De sagde, at det ville være for pinligt, hvis jeg blev set. Det var alt sammen på grund af min hudfarve. Min mærke og anderledes hudfarve. Skammen har fulgt mig lige så længe jeg har levet. Selv da jeg bare var en lille pige på 5 år. Dengang måtte jeg ikke lege med de andre børn fordi deres forældre ikke syntes om mig. De var bange for, at deres børn ville komme til at ligne mig. Men jeg kunne ikke gøre for, at mine forældre er fra Afrika.

Men den sommermorgen var noget helt specielt. Det var den morgen, hvor jeg havde besluttet mig for at gå op til udsigtsbænken i udkanten af skoven for at kigge ud over havet. Jeg kunne se bølgerne meget bedre derfra. Jeg havde altid været tvunget til at elske stilheden, men nogle gange ville jeg stadig ønske, at jeg kunne være sammen med andre mennesker uden at have noget at skamme mig over.