Det er sen aften. De sidste tre nætter har jeg siddet ved Viggos seng og blot hørt på hans åndedræt. Jeg er bange for at han skal dø, så jeg tør ikke lægge mig til at sove. Jeg har ringet efter en doktor, men i denne snestorm kan ingen nå frem. Tingene står ikke godt til. Jeg prøver at holde stuen varm, selvom brændslet er ved at slippe op, og kakkelovnen er også ved at være godt faldefærdig. Det er meget svært! Jeg vil jo kun det bedste for Viggo, og det bedste kan jeg ikke give ham.
En fremmed, forfrossen mand banker pludselig på, da lille Viggo og jeg, er ved at falde til ro. Da han træder ind bliver stuen iskold! Selvom denne mand er mørk og uigenkendelig, finder jeg det ikke mistænksomt. Jeg skænker ham noget varmt at styrke sig på – han så så træt ud. Jeg satte mig tilbage til Viggos seng, lagde hovedet på sengekanten og lyttede til det tikkende ur. Snart drømte jeg om Viggos og jegs lykke.
18. Januar – nat.
Jeg vågner ved et ordentligt brag. Stuen er kold, døren står åben, manden er væk og uret ligger ødelagt på gulvet. Jeg fornemmer hurtigt noget er galt og ser straks efter, om Viggo er i god stand. Sengen er tom! Desperat leder jeg i hvert eneste hjørne, under alle tænkelig ting. Da han ingen steder er at finder løber jeg ud af døren. Jeg så mig omkring, kunne ingenting se for sneen. Pludselig skimter jeg noget stort og mørkt gennem alle de travle snefnug. Jeg bevæger mig hen mod skikkelsen. Armene bruger jeg til at dække mit kolde ansigt. Da jeg nærmer mig skikkelsen ser jeg en krumbøjet dame. Mystisk så hun ud… Og hemmelighedsfuld. I håb om at hun vidste hvor Viggo var, styrtede jeg hen imod hende.
Det er gratis at oprette en konto