Historien om en moder: handlingsoversigt og analyse

Historien handler om en moder, som har et barn. Barnet var syg. En dag bankede det på moderens dør. Moderen åbnede døren, og der kom en fattig gammel mand. Den gamle mand rystede af kulde, og det lille barn sov et øjeblik. Den gamle mand var døden selv, han nikkede så underligt. Moderen havde ikke sovet i 3 nætter, og nu sov hun. Et øjeblik efter for hun op og rystede af kulde. Den gamle mand var borte med hendes lille barn. Han havde taget barnet med sig. Moderen løb ud af huset og råbte på sit barn. Der sad en kone i lange, sorte klæder og hun sagde at døden havde været inde i hendes stue, og hun så ham skyndte sig bort med hendes lille barn, og han bringer aldrig tilbage hvad han tog. Moderen spurgte om vejen, men konen sagde at hun skulle synge for hende alle de viser, hun havde sunget for hendes barn. Moderen sang dem alle. Konen sagde hun skulle gå ind i den mørke granskov, der så hun døden tage vej med hendes lille barn. Moderen gik mod granskoven, men i skoven krydsede vejene sig, og hun vidste ikke længere, hvor hun skulle gå. Da stod der en tornebusk, der var hverken blad eller blomst på den. Hun spurgte tornebusken om hun havde set døden gå forbi med hendes lille barn. Tornebusken sagde, at hun først skulle varme hende op ved moderens hjerte, fordi tornebusken frøs ihjel. Moderen trykkede tornebusken til sit bryst, så fast, for at den ret kunne opvarmes, og tornene gik lige ind i hendes kød, og hendes blod flød i store dråber, men tornebusken skød friske grønne blade og der kom blomster på i den kolde vinternat, så varmt var der ved en bedrøvet moders hjerte. Tornebusken sagde hende vejen, som hun skulle gå. Da moderen kom til en stor sø, hvor der hverken var skib eller båd. Søen var ikke frosset nok til at bære hende, og heller ikke åben eller lav nok til at kunne vade igennem, og over den måtte hun, ville hun finde sit barn. Hun lagde sig ned for at drikke søen ud, og det var jo umuligt for et menneske, men den bedrøvede moder tænkte, at der dog kunne ske et mirakel. Søen sagde det ikke gik, at de to skulle blive enige, og moderen skulle græde hendes øjne ud til søen. Hvis hun gjorde det skulle søen bære hende over til det store drivhus, hvor døden bor og passer blomster og træer. Det gjorde hun så. Moderen spurgte en kone om hvor hun kunne finde sit lille barn. Konen sagde at moderen og hende skulle bytte hår, så moderen fik konens hvide hår, og konen fik moderens lange sorte hår. Hun gav sit lange sorte hår. De gik ind i dødens store drivhus, hvor blomster og træer voksede underligt imellem hverandre. Moderen bøjede sig over alle de mindste planter og hørte inden i dem hvor menneskehjertet bankede, og imellem millioner kendte hun sit barns. Konen sagde at hun ikke skulle røre blomsten, men hun skulle stille sig dér. Det susede iskoldt gennem salen, og den blinde moder kunne mærke døden der kom. Døden spurgte hvordan havde hun kunnet finde vej herhen. Moderen svarede at hun var en moder. Moderen bad, at hun ville have hendes barn tilbage, eller hun river alle hans blomster af. Døden råbte at hun ikke skulle røre dem. Moderen sagde til døden, at han sagde, han var så ulykkelig og han ville gøre en anden moder ligeså ulykkelig. Konen gik i chok. Døden fiskede moderens øjne op af søen. Han sagde at moderen skulle kigge ned i den dybe brønd. Han nævnte navnene på de to blomster, og moderen ville rive det op og hun ville se deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, ser, hvad hun ville forstyrre og ødelægge. Den ene blev en velsignelse for verden, se, hvor megen lykke og glæde der udfoldede sig rundt om. Hun så den andens liv og det var sorg og nød, rædsel og elendighed. Hun ville vide hvem der var ulykkens blomst, og hvilken der var velsignelsens. Døden ville ikke sige det. Det skulle moderen vide, at den ene blomst var hendes eget barns. Det var hendes eget barns skæbne hun så, og hendes eget barns fremtid. Moderen skreg af skræk. Hun ville vide hvilken af dem var hendes barn, og frelse den uskyldige. Hun ville have døden skulle glemme hendes tårer, bønner, og alt hvad hun har sagt og gjort. Hun bøjede hendes hoved ned i sit skød. Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land.