For fædrelandet

,,Nu var det ovre!” tænkte jeg, da Hitler sagde, at vi skulle dele hæren til to, og angribe russerne fra begge sider. ,,Sikke en dum idé, jeg synes det er en af Hitlers største fejltagelser hidtil. Sikke et dumt og uvidende menneske!” Sagde jeg vredt til min gode ven Bastian Schweinsteiger, som har været trofast og meget venlig imod mig, under den barske tid. De hele 6 år i krig, uden noget nytte. 6 år, hvor vi, tyskerne, er blevet bombardede og dræbt. Men jeg ved ikke hvorfor Hitler aldrig giver op. Bastian trøstede mig og beroligede mig, ved at sige, at vi alligevel kommer til at dø, en eller anden dag. Han vidste godt, at vi helt sikkert ville dø. Hitler ville kæmpe til sidste mand var død.

Nu startede det. Slaget brød ud. Vi angreb russerne. Hitler havde givet mig en særlig mission. Specielt til mig. Han vidste godt, at jeg var landets bedste snigskytte. Så han bad mig om, at jeg bare skulle dræbe den russiske leder Stalin. Så ville jeg blive hædret, få medaljer og vil altid blive husket som, menigen som sikrede sejren. Ja, hvad kan man sige? Hvad gøre man ikke for fædrelandet?

Nu var det klart for mig. Dræb Stalin, så får du friheden. Slut med krigen. Slut med at jeg skulle altid høre på Hitlers vrøvl. ,,Det hele er jødernes skyld. Slut med kommunisme” det gad jeg ikke at høre på længere.