Oplysningstiden er en historisk periode, der strækker sig fra ca. 1680-1780. En række opdagelser inden for naturvidenskaberne var hovedårsagen til, at forfattere, filosoffer og naturvidenskabsmænd i perioden (renæssancen) op til oplysningstiden begyndte at fremsætte en masse nye tanker og ideer. Bogtrykkerkunsten blev opfundet, hvilket gjorde det nemt at sprede de nye tanker.
I denne periode blev der gjort op med mange af de gamle forestillinger. Borgerskabet var begyndt at gøre modstand mod enevælden, religionen mistede troværdigheden i takt med, at naturvidenskaben udviklede sig. Der var en masse under opsejling, og hovedpunkterne blev fokuseret nærmere i oplysningstiden.
Det, der var centralt i oplysningstiden, var fornuften, som nu stod over religion og overtro. Fysikeren og matematikeren Isaac Newton dannede grundlaget for den moderne naturforståelse. En række videnskabsfolk søgte på denne tid at give en fysisk beskrivelse af Jorden i forhold til verdensrummet.
Før i tiden havde kirken givet et billede af, at Jorden var centrum i universet og at himlen hvælvede sig som en kuppel uden om den.
Nicolaus Copernicus publicerede en bog, hvori han beskrev Jorden som bare en af mange planeter, som kredsede rundt om solen. Disse tanker var kætteri og i stærk modstrid med kirkens fastholdelse af, at Jorden var verdens centrum. Copernicus blev brændt for sine kætterske meninger. Galileo Galilei var enig i hans teorier, og efter 9 års husarrest udgav han en bog, der beviste, at planeterne bevæger i ellipser rundt om solen.
Det er gratis at oprette en konto