Dan Turell Analyse

”Gennem byen sidste gang” er skrevet i 1977 af Dan Turéll. Dan Turéll er også kendt for sin utraditionelle personlighed og sit image. Dan Turéll skrev i hverdagsrealismen, som tager udgangspunkt i politiske og sociale holdninger med en enkel og hverdagsagtig opbygning. Han bruger ikke rim i sit digt, og der er ikke symmetri i opbygningen af stroferne. Sproget er hverdagsagtigt, men han benytter sig meget af billedsprog og bruger flere adjektiver og adverbier, end hvad man gør til daglig. Digtet fortælles i 1. person. ”Jeg vil” optræder i de fleste vers, hvilket giver en klar fornemmelse af, at digter-jeget er Dan Turéll selv. I ”Gennem byen sidste gang” skildrer den sidste tur digter-jeget vil gå igennem Københavns gader. Den tager start på Vesterbro og Istedgade, derefter til Hovedbanegården, Rådhuspladen og til sidst ned ad Strøget sammen med hans venner. Vesterbro skildres som en fattig, snusket gade. ”… alle atikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater” (s. 1, l. 10) Man får et indtryk af, at selv butikkerne er fattige og snavsede. Her bor hårdtarbejdende mennesker, som er en del af den lavere socialklasse. ”… alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter / mærket af dagens slid og sved” (s. 1, l. 30-31). Han beskriver ikke højere erhverv, men mænd i kedeldragter og hjemmegående husmødre. Familierne bor ikke i parcelhuse, men i lejlighedskomplekser med betonbaggårde. ”… børnene leger i de små firkantede stenede forblæste baggårde” (s. 1, l. 16), ”og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj”1 (s. 1, l. 20). Hovedbanegården er et ømt punkt for digter-jeget: ”og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film / og den vil skære i hjertet som den altid gør” (s. 1, l. 36-37). Banegården er et barskt sted, som altid er sådan. Barskheden rører digter-jeget hver gang og får ham til at befinde sig et andet sted psykisk. Han bliver overvældet og betaget af travlheden, men det giver ham samtidig våde øjne uden en konkret grund: ”bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder / fugtig i øjnene uden påviselig grund / og meget meget fjern” (s. 2, l. 45-47). Det er denne overvældelse og tristhed, han må ryste af sig, da han går ud: ”ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels eller som når man kommer ud af biografen fra en film”(s. 2, l. 49-50). Hele digter-jegets liv er i København. Det er her, han har levet livet og sine drømme. ”og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme / ganske som så mange andres liv og drømme” (s. 2, l. 57-58). Han ved, at der er mange andre end ham, der har kæmpet for at udføre deres drømme og har lagt livet i København. Han gør hans eget liv en anelse ubetydeligt, da han sammenligner det med så mange andres. Det danner et billede af hans liv ikke har været anderledes eller mere spændende end andres. Han er bevidst om, alle skal dø: ”og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele / pakker det sammen og det brænder og rådner / som din cigaretpakke således også du” (s. 2, l. 59-61). Han tror ikke på at komme i Paradis, men på at vi enten bliver brændt eller begravet (og rådner op i jorden). Det er ikke en negativ holdning, men derimod en konstatering han er afklaret med: ”og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg” (s. 2, l. 62). Ned ad Strøget tager han afsked med sine venner, som forsvinder: ”og hen imod Nytorv er de væk igen / alle skyggerne er smeltede” (s. 2, l. 76-77). De var blot hallucinationer, han fremkaldte. ”og de vil alle være genfærd / og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de” (s. 2, 70-71). Det kan tyde på, disse venner allerede er døde, og han blot mangler at tage afsked