Redegørelse og analyse af Pernille Stensgaards 'Et år uden krop'

Pernille Stensgaard, forfatteren af denne artikel, ligger absolut ikke skjul på, at hun vil have sine veninder til at spise kartoffelmos igen, i år 2007.” Jeg har nået grænsen … 2007 kunne blive revolutionært, men det kræver, at man tør spise kartoffelmos”. Forfatteren hævder, at 70’erne var meget bedre end nutiden. Hun ville ønske, at kroppen igen bare kunne være et ”hylster”, og at det som var indenunder var det, der betød noget.

Hun fremhæver at man nu ingen gang kan kigge på et flæskesvær, fordi man konstant er bevidst om at holde den slanke skikkelse. Kroppen får alt for meget opmærksomhed, ved f.eks. artikler om brasiliansk balleløft og kagetyranni med høflighedskalorier på de danske arbejdspladser. Pernille Stensgaard har endda oplevet kroppen give en af hendes nære venner besked om, at hun ikke kunne tåle sin mand mere. Hver gang hun nærmede sig sit hjem, fik hun afsindigt ondt i maven, og det gjorde at det ægteskab sluttede.

At størstedelen af befolkningen, som burde være tilfredse med den krop de nu engang er blevet udstyret med, har for travlt med at sidde på kondicyklen og hvis ikke de sidder der, så sidder de lænket til sofaen fordi der i fjernsynet er ”10 år yngre på 10 dage” på kanal 4 – er grænsen for Pernille. Det gennemgående tema er uden tvivl kroppen – og den kontrol den har fået over os. Forfatteren har fået nok!