Pigen der begik selvmord.

Jeg sidder lidt og svajer frem og tilbage på min brune gyngestol. Jeg prøver at tænke tilbage. Tænke tilbage på dengang jeg var 13 år, hvor der skete noget meget forfærdeligt. Men det var nu næsten 5 år siden, og jeg kan ikke huske alle detaljerne. Jeg kneb øjnene sammen, og tænkte helt tilbage til den tid. Jo.... Langsomt kom minderne frem. Nu kunne jeg næsten huske det hele. Jeg huskede tilbage til dengang hvor jeg sad inde på mit værelse, i min seng. Lugten af nymalede vægge var i luften. Dog havde min far også lige malet mine vægge. Mælkevide med en smugle lyseblåt skær i. jeg sad i skrædderstilling, og læste i min nye bog, som jeg havde fået i fødselsdagsgave for et par måneder siden, der gik under titlen "Venedigs hemmelighed". Den havde jeg fået af min bedsteveninde Natalie Josef. Hun stod mig meget nær, og vi havde kendt hinanden siden vi gik i børnehaveklasse. Jeg kunne stadig huske første gang hun kom hen til mig, og spurgte om jeg kunne lege. Endda på første skoledag! Et smil bredte sig i mine mundviger, imens jeg tænkte over den gang. Dejlige tider. Jeg begyndte at læse lidt videre i bogen. Jeg var næsten lige begyndt at starte på den, men så spillede min mobil en lille sød melodi. Jeg havde fået en sms. ! Jeg tog den straks op i hånden, og trykkede ind på min indbakke. Det første jeg så var at den var fra Natalie. Hun ville sikkert spørge om lektier til i morgen. Jeg gik ind i hendes sms hvori der stod, " Kære Dianna. Nu må du ikke blive sur. Jeg elsker dig som en veninde. Du har været god nok. Desværre er der stadig et par ting i mit liv, der ikke kan finde ud af at løse sig selv. Jeg har længe spekuleret over dette, men hvad med livet.? Der må være mere i livet. Livets gang er det samme om og om igen, for alle mennesker endda. Fødsel, skolen, eksamen, uddannelsen, jobbet, kæresten, vielsen, skilsmissen, blive mor, plejehjemmet, og dø som gammel... Du har ikke gjort noget forket ! Det er ikke din skyld ! Kærlig hilsen Natalie" Jeg sad længe og stirrede ind i hendes sms. Jeg måtte endda læse den et par gange. Jeg kunne simpelthen ikke finde betydningen af sms'en. Om og om igen... Ikke blive sur.. Elsker dig.. Ting i mit liv.. Mere i livet.. Fødslen.. Døden... Jeg måtte læse den flere gange før det gik op for mig, hvad hun havde gang i. Det gav et hårdt ryk i mig, og mit hjerte begyndte at pumpe hurtigt. Jeg måtte støtte mig til stolen ved siden af mig, og greb så min mobil. Jeg vidste udmærket hvad Natalie havde tænk sig. Her på det sidste havde hun været nedtrykt, ude af sig selv. Hun havde alvorlige problemer der hjemme. De påvirkede hende. Med rystende hænder trykkede jeg Natalies nummer ind på min mobil. Den begyndte at ringe op. Jeg førte mobilen op til mit øre, stadig med rystende hænder. Natalie. Selvmord! Ordene kørte rundt i mit hoved, mens jeg langsomt ikke kunne skimte på virkeligheden og uvirkeligheden. "Bip. Bip" Blev den ved med at sige. Det blev den ved med indtil Natalies telefonsvare kom. "Hej det er mig, Natalie. Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, da jeg enten kigger på min yndlingsserie, 'Venner'.. Eller er optaget af noget helt andet. Men jeg