Den morgen vågnede jeg, ved min nabo Camilla råbte på sin mor. Da jeg vågnede kørte der 100 tanker i mit hoved. Hvorfor råbte hun på sin mor? Hvad var der mon sket? Derfor tog jeg min nyvaskede morgenkåbe på og mine dejlige varme sutsko og traskede ud af min dør og over til naboen. Jeg ringede på, jeg kunne høre Camillas små skridt nærme sig døren. Da hun åbnede den var hendes ansigt helt vådt, fuld af tårer. Jeg kiggede spørgende på hende og spurgte hvad der var sket. Hun sagde jeg skulle komme med ind i stuen. Da jeg kom derind blev jeg mødt af smadrede vaser, borde og stole og Camillas mor Berit liggende på gulvet forblødt fra håndledet. Jeg gik lidt i panik. Jeg spurgte Camilla hvor den nærmeste telefon var. Hun tog sin mobil op af lommen og sagde her. Jeg ringede 112 og fortalte dem hvad der var sket, i løbet af 3 minutter var der både ambulance og politibiler ude foran vores opgang. Camilla og jeg fik at vide af politibetjentene at vi skulle gå ud af lejligheden så vi ikke ødelagde deres beviser og deres materiale. Camilla var grædefærdig. Jeg tilbød hende at komme ind i min lejlighed, så kunne hun få noget at spise. Camilla takkede pænt ja tak og vi gik ind i lejligheden.
Det er gratis at oprette en konto