Hvad kunne vi have gjort? Var vi dengang i stand til at gøre oprør mod lærerene? Hvor var deres pædagogiske sans? Hvorfor var Viola blevet en syndebuk? Alle disse spørgsmål kom lige pludselig frem i mit hoved og jeg blev grebet af dårlig samvittighed, følte mig som et dårligt menneske. Sæt nu Viola havde været min datter og var blevet behandlet sådan. Hvad var det egentlig for nogen forældre som Viola havde? Nu gik hun her og skulle have barn igen selvom hun næsten selv stadig var et barn. Jeg vidste ikke hvad der var sket med Viola siden vi gik ud af skolen, men jeg ville ikke være med til endnu en gang at svigte Viola, denne gang ville jeg ikke lade den offentlige menig dømme hende. Jeg skyndte at rejse mig op og løbe efter Viola.
Viola, Viola! Jeg bliver nød til at snakke med dig.
Viola stoppede op og kikkede på mig med onde øjne.
Hvad er det du vil? Spurgte Viola negativt.
Jeg vil bare gerne hjælpe dig, syntes det er synd for dig at lærerne altid har set ned på dig og at de altid har brugt dig som et dårligt eksempel, på de børn der ikke er noget værd. Så jeg vil gerne være din bedste veninde, så ved du at du altid kan stole på mig og jeg vil altid stå ved din side.
Det er gratis at oprette en konto