Dette er en traditionel novelle d fordi, slutningen er overraskende, seriøst og aktuelt emne, der sætter tanker i gang og indeholder følelser og er en slags rund person da han ændre sig gennem novellen.
Novellen er skrevet i 1993.
.
Novellen starter i et fængsel, hvor Kim, som er hovedpersonen, lige er kommet ind i sin celle, efter at være blevet overført fra Vestre fængsel. Han skal sidde inde i et år. Da fængselsbetjenten har forladt ham, står to fanger i døråbningen. De hedder Lennart og Jens, Jens fortæller, at de ikke vil have en ”kanylesvinger” her, altså en narkoman som Kim er. Man finder dog ud af, at han ikke har rørt stoffer siden han blev fængslet 5 måneder siden. Da Lennart og Jens går igen, tænker Kim, at han vil prøve at blive venner med dem. Han ordner sin seng og lægger sig ned. Der kommer et slags flashback, hvor Kim er syv-otte år og græder, men han bliver ikke hørt af sin mor, som er sammen med sin nye mand. Først da han går ind og slår sin lillesøster, Sofie, kommer hun. Hun slår ham med en stok, og Kim vågner. Han begynder at pakke ud og finder sin dagbog. Han mindes de første måneder i Vestre, hvor han skrev, indtil det hele blev stående inden i ham, uden at han kunne få det ud. Pludselig står der en lille mand i døren og siger, at han hedder Bruno, og han spørger efter Kims navn. Kim holder hænderne over dagbogen og kigger på den, mens han siger sit navn, og Bruno går igen. Kim går hen til spiserummet, hvor han bliver inviteret over af Bruno, som sidder sammen med Lennart og Jens. Kim henter noget mad i køkkenrummet og sætter sig så ved de andres bord. Lennart fortæller nogle af de andre i spiserummet, hvem Kim er. Kim lægger mærke til, at der er en ældre mand, som er den eneste, der viser modvilje mod Lennart. Da de andre skal til at spille billard, spørger Bruno om Kim vil med, men Kim svarer, at han ikke kan. Derefter spørger Lennart om Kim overhovedet kan noget, og man får som læser at vide, at Kim tog stoffer for at slippe for tanken om, at han ikke kunne noget, og at han røg ind i fængsel for at slå en vagt ned under et indbrud i et apotek. Det bliver nat, og Kim har svært ved at sove i cellen, når døren er lukket og låst, men til sidst falder han i søvn. Klokken seks om morgenen bliver Kim vækket. Man finder ud af, at han gerne ville have taget niende klasse i fængslet, men ikke havde mulighed for det, og at han derefter havde bedt om at arbejde alene på den frivillige isolationsafdeling. Om aftenen i spiserummet bliver Kim kaldt over af Lennart. På vej over til ham hilser Kim på den ældre mand fra dagen før. Manden fortæller, at han hedder Bjørn, men da Kim hører, at Bjørn skal ud næste morgen, går han væk fra ham. Da Kim når over til Lennart, Jens og Bruno, er de alle ophidsede. De snakker om Mathilde- morderen, som skal ind næste morgen. De vil have, at Kim også skal kommentere på det, men da han ikke siger noget, vender de ryggen til ham. Kim går tilbage til sin celle for at være alene. Næste dag, da Kim går forbi Mathilde-morderens celle med Bruno, beslutter han sig for, at han vil banke ham for at indynde sig hos de andre. Han går ind i sin celle og tager et stoleben fra lænestolen. Lennart kommer ind og henter ham og siger, at Mathilde-morderen er på toilettet. Da Kim kommer ud på toilettet, slår han Mathilde- morderen ned med stolebenet, mens han husker, hvordan hans mor slog ham. Bagefter løber han tilbage til spiserummet, hvor Lennart og Jens er. Men da han siger, at han har ordnet Mathilde-morderen, ignorerer de ham. Så skriger han, at de skal se på ham, men det gør de stadig ikke. Imens går alarmen i gang. Der kommer adskillige betjente ind, som slår ham med deres stave, og de putter håndjern på ham. Da de fører han ned til en sikringscelle, hvisker han, at de ikke kan putte håndjern på ham, fordi man ikke kan putte håndjern på en, som ikke er der.
Det er gratis at oprette en konto