Novellen ”Rutine” skrevet i år 2000 af Iben Krogsdal, er en historie om en dame der lever livet i rutine, hun stiger på samme bus hver evig eneste dag, sætter sig på det samme sæde og står af samme sted. Bussen kører også i rutine og holder samme klokkeslæt hver enig eneste dag, det får vi fortalt i linje 8-9 ”Bussen udfører sin rutine. Kører fra stoppested til stoppested som den skal, og klokkeslettet passer hver gang den standser på vej mod midtbyen. Inden længe er alle sæder fyldt op.”
Analyse og fortolkning
Historien foregår i en bus på vej ind til midtbyen, fortælleren er en jeg-fortæller linje 81-83 ” Jeg kan se, hun har lukkede øjne, eller foregiver at have det. Selvfølgelig har hun ikke det. Hun begynder at undre mig. Hun er sejere, end man skulle tro. Hun har ikke tænkt sig at lade sig mærke med noget. Hun er rå.” her får vi første gang fortalt direkte at fortælleren er en jeg fortæller, fortælleren kender vi ikke da han ikke introducere sig selv, vi hører kun hans tanker og får derigennem fortalt hvad han ser og føler. Jeg fortælleren er en usympatisk mand, allerede i linje 11 siger han ”Man lægger straks mærke til den fedeste af dem. En vaklende gigant. Hendes joggingsæt spænder sig som en stor kropsformet tønde rundt om hendes uhyggeligt store legeme. Hun stavrer fremad, mens hendes lår skraber mod hinanden, og fedtfolderne på ryggen vibrerer geléagtigt under joggingtrøjen. Man sidder og får ondt af det blå stof” både det sprog han vælger at bruge, ordene og hvordan han sætter dem sammen, giver os indblik i allerede der hvilken type person han er. Ordvalget han bruger, er meget detaljeret og negativt ladet han bruger løbende ord og sætninger der direkte er nedladende og næsten verbalt aggressivt, igennem hele teksten sidder han og taler om kvinden som om hun ikke eksisterede eller ikke betød noget for nogen.
Det er gratis at oprette en konto