I 1729 bestemte Holberg den danske nations art og egenskab som lydighed mod øvrigheden og med middelmådigheden som dyd. Grundtvig beskæftigede sig i mange af sine sange og skrifter med danskheden; iDet Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836) definerede han det særligt danske som enheden af kongehånd og folkestemme, fædreland og modersmål. I den politiske diskussion op til Grundlovens indførelse i 1849 argumenterede nationalliberale kræfter for, at en fri forfatning var den oprindelige og dermed den ægte danske styreform. Demokratisk sindelag blev i denne periode gjort til et centralt træk ved danskheden.
I perioden under og efter de sønderjyske krige 1848-50 og 1864 blev danskheden først og fremmest defineret i kontrast til tysk kultur. I første del af 1900-t. blev folkekarakteren ofte betragtet som udtryk for folkets race, historie eller naturgivne betingelser. Nazitidens brug af raceforklaringer kompromitterede idéen om nationale karakterer i den grad, at få har beskæftiget sig med danskhed i det halve århundrede før 1980'erne, hvor interessen for nationale stereotyper igen dukkede op. Flere af de forfattere, der i 1990'ernes begyndelse søgte at indkredse danskheden, tillagde Holberg og ikke mindst Grundtvig en afgørende indflydelse på danskernes mentalitet. Danskheden, eller den dominerende danske selvopfattelse, anskues som værende bestemt af den lange demokratiske tradition, andelsbevægelsen, forenings- og højskoletraditionen og bondekulturens dominerende position.
Det er gratis at oprette en konto