Oplysningstiden: Oplysningstiden var en periode i Europas historie fra omkring 1690 til omkring 1800 tallet. Begrebet oplysning hentyder til at filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verdenen og brugte resultatet til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke.
Oplysningstiden i Danmark: oplysningstidens idéer gjorde deres første indtog i Danmark i 1720’erne.
Danmark bliver i denne periode regeret af en enevældig konge. Omkring 1730 bevægede styret i Danmark sig fra enevælde til såkaldt ‘oplyst enevælde’. Enevælden gennemførte her mange tiltag, der var til gavn for landet og dets befolkning.
Oplysningsidéerne havde dog ret svære vilkår i Danmark i 1700-tallets begyndelse, hvor Oplysningen blandt andet mødte modstand fra en religiøs strømning, der kaldes ‘pietismen’. Denne strømning, der stammede fra Tyskland og var en reaktion på Oplysningens menneskeideal, slog på menneskelig fromhed og ydmyghed. Omkring 1750 fik Oplysningstidens idéer for alvor vind i sejlene i Danmark.
Under enevælden og den oplyste enevælde skete der en kraftig centralisering af magt og mennesker i København. I perioden fra 1660 til 1770 voksede befolkningstallet i byen fra 25.000 til 75.000, fortælles det i “Fra sagatid til førromantik” (se kilder). Denne befolkningseksplosion skyldtes blandt andet, at statsmagten skulle bruge en stor gruppe af embedsmænd, der skulle hjælpe med at styre landet. Den blomstrende bykultur tiltrak arbejdskraft fra udlandet, mens andre danskere rejste ud i verden, hvor de blandt andet stiftede nærmere bekendtskab med Oplysningstidens måde at tænke på.
Det er gratis at oprette en konto