Grundstoffer og det periodiske systems historie

Et grundstof er et kemisk stof der udelukkende består af atomer med samme atomnummer (dvs. har samme antal protoner i kernen) – for eksempel jern, der udelukkende består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form udelukkende består af molekyler med formlen Br2.

Vand derimod er en kemisk forbindelse bestående af molekyler, der er sammensat af flere forskellige atomer - et iltatom O og to brintatomer H (det giver i altH2O), så vand er ikke et grundstof.

Atomer af samme grundstof, der indeholder forskellige antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper.

Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system.

Alle grundstoffer har deres eget, unikke, kemisk symbol, der er gældende over hele verden, uanset hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og Natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor Na hedder "sodium". Selv kemibøger skrevet med kyrilliske bogstaver[1] eller med kinesiske skrifttegn[2] bruger de vedtagne latinske bogstaver.

Dens historie:

Det periodiske system er ikke det første system til at arrangere naturens grundstoffer. De tidligste forsøg på at ordne og gruppere grundstofferne blev gjort uden nogen viden om atomernes struktur og opbygning. Den tyske kemiker Johann Wolfgang Döbereiner forsøgte at finde en sammenhæng mellem forskellige grundstoffers atomvægt og deres kemiske egenskaber, og i 1820'erne fandt han flere grupper af tre lignende grundstoffer, hvor et af stofferne kemisk var en mellemting mellem de to andre og havde en atomvægt, som lå midt imellem de to andres. Han kaldte disse grupper for triader. Gennem flere årtier betragtedes Döbereiners opdagelse som en uvæsentlig kuriositet, hvad videnskabshistorikeren Stephen Toulmin kalder for et "nøgent faktum", men da nye og mere rigtige oplysninger kom frem i 1860'erne blev flere forskellige forskere interesserede i nye sammenhænge mellem atomvægt og kemiske egenskaber. I 1866 opstillede den britiske kemiker John Alexander Reina Newlands en tabel med 62 grundsoffer ud af de dengang 63 kendte grundstoffer ordnet efter stigende atomvægt. Tabellen viste, at stoffer med lignende egenskaber gik igen med en periode på 7 eller 14 stoffer, omtrent som oktaver i musikken. Endelig, i 1869, sammenstillede russeren Dmitrij Mendelejev og tyskeren Lothar Meyer uafhængigt af hinanden det periodiske system i tabeller med horisontale (vandrette) perioder og vertikale (lodrette) grupper på samme måde som vi nu er vant til at vise systemet. Meyer publicerede dog først sine resultater i 1870. Mendelejevs tabel havde huller til yderligere 31 grundstoffer, som ingen af de dengang kendte grundstoffer passede ind i; men han sagde, at det skyldes at menneskene endnu ikke havde fundet alle grundsoffer. Hans idéer fik derfor stor opmærksomhed, da det i 1875 opdagede stof gallium passede ind i et af disse huller. Da også stoffet strontium, som opdagedes i 1879, og germanium, opdaget i 1886, passede i mønsteret blev systemet bredt accepteret blandt andre videnskabsmænd. Det periodiske system over grundstoffer er under fortsat forandring og udvikling Der er "kun" 92 grundstoffer som findes i naturen, de resterende er alle menneskeskabt under enorm energiforbrug. Således blev grundstof nr. 115 fremstillet i 2004 ved et samarbejde mellem russiske og amerikanske forskerhold. I skrivende stund (marts 2007) har grundstoffet endnu ikke fået et navn.