Overlevelse i skoven: en spændingsfortælling

”Arghh” et skrig lød ude i mørket. Jeg råbte på de andre, men jeg fik intet svar. Det bragede og tordnede. Jeg var blevet væk fra de andre, men heldigvis var sammen med min gode ven Michael. Men han var nu også væk. En skærende lyd kom oppe fra. Jeg kiggede op, en gren kom flyvende imod mig. Jeg prøvede at hoppe væk, men den tygge gren lande lige på min ene fod. Jeg udstødte et højt skrig. Jeg hørte nu et råb ”David”, han var tæt på. Min fod sad fast, under den store gren. Jeg kunne ikke komme fri. Min fod sveg af helvede til. Jeg kunne høre en helikopter flyve rundt ude i mørket, gad vide om den ledte efter os, eller om den var fjendtlig. Jeg hørte nogle fodtrin. Jeg hviskede ”Michael, er det dig? Michael!”. Jeg fik ikke noget svar. Trine kom tættere på. Jeg blev bange. Jeg lagde mig tæt ind til stammen, og med min ene hånd, søgte jeg lydløst ned mod min raske fod. Jeg tog en lille pistol ud fra min sok. Der gik en mørk person forbi. Jeg sagde igen ”Michael, er det dig?”, mens jeg sigtede mod personens hoved, med min pistol. En velkendt dyb stemme sagde ”David, er det dig?”. Pludselig lyste et kæmpe lysskær mod Michael. Jeg råbte ”dug dig!!” Michael kastede sig ned på joden. En række skud susede gennem luften, lige der hvor Michael havde stået. Lyset blev stående i nogle sekunder til, men flyttede sig så. Michael krøb sig hen til mig. Han sagde ”er du kommet noget til?” og så bekymret ud. jeg pegede ned på min fod, som lå inden under, den store gren. ”Fuck” sagde han og begyndte at skubbe, til grenen så min fod kunne komme ud. Han kunne ikke få den væk. Jeg satte mig op, altså så meget som jeg nu kunne, og hjalp ham med at få den fri. Ganen rykkede sig langsomt, men vi skubbede af alle kræfter. Vi fik den skubbet væk. Det var helt befriende, da grenen flyttede sig fra min fod. En ny række skud kom susende forbi vores hoveder. Helikopteren var kommet igen. Vi havde overhoved ikke langt mærke til den, fordi at vi havde været så opsatte på at få min fod befriet. Helikopterens lys blev stående igen i nogle sekunder, og fløj så videre. Jeg hviskede ”lad os komme væk herfra, her er alt for farligt”. Jeg prøvede at rejse mig, men min fod gjorde for ondt. Michael hjalp mig op. Han støttede mig, så jeg blev nød til at humpe af sted. Jeg tog mit gevær på jorden, som jeg havde tabt, da træet ramte mig. Vi gik langsom videre. Flere gange på vejen, blev vi nød til at kaste os på jorden, fordi at vi blev beskudt. Vi nåede ind i en tæt skov. Vi blev beskudt fra en bunker, som havde et lille hul som man kunne bruge til at skyde igennem. Jeg tog en granat frem, og sigtede efter huldet, jeg ramte plet. Et kæmpe brag lød, da granaten sprang inde i bunkeren. Vi kravlede hen til åbningen og så ned. Rummet var helt sort. Der lå et par lig over i hjørnet. Vi kravlede ned. Michael slæbte ligne ud, og jeg satte mig på gulvet. Da Michael var kommet tilbage, besluttede vi, at blive der resten af natten, så vi kunne hvile os og jeg kunne hvile mit ben. Michael holdt vagt. Da jeg lå og prøvede at sove, tænkte jeg på hele dagens begivenheder.